08/10-17 16:00

Sejrherrer i libysk havneby: Migranter fundet i fangelejreSejrherrer i libysk havneby: Migranter fundet i fangelejre

Efter at kampe om Sabratha på Libyens kyst er ovre, hævder sejrherren, at migranter er fundet i fangelejre.

Tripoli. Røgen er ved at lægge sig over byen Sabratha, der ligger på den vestlige del af Libyens kyst. Byen har tidligere været en af de mest brugte afrejsebyer for migranter, der vil tage turen over Middelhavet til Europa.

De seneste dage har styrker, der bekæmper Islamisk Stat, samt militser med forbindelse til en af Sabrathas bydele, hvor menneskehandlere opererer fra, tilkæmpet sig kontrollen med byen.

Ifølge nyhedsbureauet AP har de fundet 4000 migranter i fangelejre to steder i byen.

Trafikken af migranter over Middelhavet har været central i kampene om byen. Parter på begge sider hævder, at kampene blev udløst af et italiensk forsøg på at stoppe trafikken.

Byen blev tidligere kontrolleret af to militser, al-Ammu og Brigade 48. Begge forbindes med islamistiske grupper i landet.

Gennem den internationalt anerkendte regering i Tripoli fik den italienske regering en aftale på plads med de to militser.

Hvis militserne satte en stopper for migranternes afrejse fra byen mod Europa, ville Italien sende penge den anden vej. Militserne accepterede aftalen.

Men aftalen fik også rivaliserende grupper til at samle alle kræfter på at tage byen fra al-Ammu og Brigade 48. Kampene om byen har kostet hundredvis af liv.

Med al-Ammu og Brigade 48 ude af byen, hævder Salah Graisia, der er talsmand for anti-Islamisk Stat styrkerne i landet, at have fundet de to lejre, hvor der var både børn og gravide kvinder. Det siger han til AP.

AP har forsøgt at få en kommentar fra al-Ammu.

Den italienske aftale med al-Ammu og Brigade 48 førte til et kraftigt fald i antallet af migranter, der tog fra Sabratha over Middelhavet mod Europa.

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx