11/01-18 17:43

Rekordgammel albatros med ny unge fascinerer biologRekordgammel albatros med ny unge fascinerer biolog

Den 67-årige albatros Wisdom er den ældste vilde fugl, man kender til. Og den er for nyligt blevet mor igen.

Honolulu. 67 år og nybagt mor.

Det lyder umiddelbart opsigtsvækkende.

Men det er ikke desto mindre virkeligheden for albatrossen Wisdom, der midt i december vendte tilbage til sit faste ynglested, Papahānaumokuākea Marine National Monument, i Stillehavet nær Hawaii.

Ud over at være blevet mor igen i en alder af 67 år er Wisdom også den ældste vilde fugl, man i øjeblikket kender til. Det skriver den amerikanske myndighed U. S. Fish and Wildlife Service ifølge Videnskab.dk.

Historien om Wisdom er dybt fascinerende, lyder det fra biolog i Dansk Ornitologisk Forening Knud Flensted.

- Det er spændende og fascinerende, at fugle kan overleve så længe og trives. Det gør det så endnu mere fascinerende, at det oven i købet er en af verdens største fugle, siger han.

Wisdom har opfostret mellem 30-35 unger, siden den blev ringmærket i 1956. Det er altså en erfaren mor, der igen skal opfostre en unge.

Ifølge Knud Flensted er det normalt, at dyr som albatrosser får unger hele livet. De stopper altså ikke med at reproducere sig i løbet af livet, som mennesker ellers gør.

- De fleste vilde dyr reproducerer sig, indtil de dør af naturlige årsager eller af andre årsager som for eksempel olieforurening, siger Knud Flensted.

Men det er alligevel atypisk, at Wisdom har opnået en så høj alder. Specielt fordi albatrosser ofte lever ved store verdenshave, hvor der er mange trusler for dyrene.

- Mange unger dør allerede i løbet af de første år. Så en stor del bliver ikke ret gamle. Det normale er, at de bliver omkring 10, 20 eller 30 år, når først de har overlevet de første år. Men der er ganske få, der overlever så længe som denne, lyder det fra Knud Flensted.

Han understreger, at der dog sagtens kan være albatrosser, som er ældre end Wisdom. De er bare ikke blevet ringmærket, og derfor kan man ikke bestemme alderen med samme sikkerhed, som man kan med Wisdom.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Endelig! Legendarisk trick afsløret...
bt.dk
Michael Rasmussen indrømmer: Jeg var...
bt.dk
Kender du ham? Brød ind til kvinde og...
bt.dk
Har du også fået en masse af disse...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx