17/10-17 20:30; Opdateret: 17/10-17 22:09

Slutspurt sender Ribe-Esbjerg i pokalsemifinalenSlutspurt sender Ribe-Esbjerg i pokalsemifinalen

Ribe-Esbjerg var bagud med fire mål 13 minutter før tid, men slog alligevel TM Tønder i pokalkvartfinalen.

Esbjerg. I 52 minutter lignede det et overraskende indtog i pokalsemifinalen for 888 Ligaens bundprop, TM Tønder.

Men på en god slutspurt sikrede Ribe-Esbjerg sig kvartfinalesejren på 21-20 og fik dermed lige akkurat spoleret sønderjydernes triumf.

TM Tønder, der er uden point i ligaen, førte 11-9 ved pausen, og alt tydede på en udesejr, da holdet ti minutter inde i anden halvleg førte 16-11.

Ribe-Esbjerg-træner Jan Leslie forsøgte at råbe sine spillere op i timeout, men favoritterne var længe om at vågne.

Med 13 minutter tilbage var der stadig fire måls forskel, men derfra begyndte det at knibe med målscoringen for gæsterne.

En scoringspause på næsten ni minutter ændrede stilling fra 14-18 til 19-18 til Ribe-Esbjerg.

TM Tønder havde en sidste mulighed for at sikre sig forlængelse 17 sekunder før tid ved stillingen 21-20. Men Tim Winckler i Ribe-Esbjerg-målet reddede skuddet fra Kristian Stoklund Larsen.

I tirsdagens anden kvartfinale vandt GOG hjemme i Gudme med 37-32 over Århus.

Gæsterne førte ellers med 18-17 ved pausen, men i de sidste 30 minutter var sydfynboerne bedst og er dermed klar til semifinalen.

Santander Cuppens to sidste semifinalister findes onsdag, hvor Aalborg møder KIF Kolding København, mens TTH Holstebro tager imod lokalrivalerne fra Skjern.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx