24/08-17 16:21

Rusland planlægger kæmpemæssig militærøvelse i septemberRusland planlægger kæmpemæssig militærøvelse i september

Nato er ikke tilfreds med Ruslands kommunikation om en planlagt militærøvelse med navnet Vest.

Bruxelles. En stor planlagt russisk militærøvelse med navnet Zapad 17, der betyder Vesten 17, giver panderynker hos Nato.

Øvelsen er planlagt til at finde sted i næste måned fra 14. til 20. september.

Der kan blive tale om en af de største russiske militærøvelser siden den kolde krig, skriver den britiske avis The Guardian.

Øvelsen finder sted i Hviderusland, den russiske enklave Kaliningrad og Rusland.

Ifølge vestlige analytikere vil op mod 100.000 personer i russisk militær deltage i øvelsen. Men russerne selv sætter tallet langt lavere, skriver The Guardian.

Rusland beskriver øvelsen som en regelmæssig øvelse, der holdes hver fjerde år og er planlagt for lang tid siden.

Men i Nato er man ikke tilfreds med Ruslands åbenhed om øvelsen, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Vi finder det beklageligt, at hverken Rusland eller Hviderusland har efterfulgt den gennemsigtighed, som ligger i Wien-dokumentet, siger en Nato embedsmand til AFP.

Wien-dokumentet er underskrevet af 57 lande, herunder Rusland.

I dokumentet forpligter landene sig til at give information om øvelser og tillade observatører, hvis øvelser er på mere end 13.000 soldater.

Hviderusland hævder, at der deltager 12.700 soldater i Zapad-øvelsen, men blandt andet Litauen hævder, at tallet er langt større.

Den russiske forsvarsminister, Alexander Fomin, har afvist alle bekymringer om øvelsen.

- Jeg ser ikke nogen grund til at være bange. Alt vil, som sædvanligt, være åbent og venligt, siger han til en russisk tv-kanal ifølge AFP.

Natchef Jens Stoltenberg besøger fredag Polen, der er en af de største kritikere af Ruslands øvelse.

Nato har dog på forhånd afvist at indsætte flere tropper langs den russiske grænse som modreaktion til øvelsen, skriver The Guardian.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx