05/09-17 12:30

Fransk supersprinter stiller op i Danmark RundtFransk supersprinter stiller op i Danmark Rundt

Nacer Bouhanni fra det franske cykelhold Cofidis sprinter med om etapesejrene i næste uges Danmark Rundt.

København. Der kommer fart over feltet, når den årlige udgave af PostNord Danmark Rundt i næste uge ruller ud på de danske landeveje.

Den franske supersprinter Nacer Bouhanni, der kører på Cofidis-holdet, har således meldt sin ankomst til det danske etapeløb.

Det bekræfter løbsarrangørerne tirsdag.

Den 27-årige franskmand har tidligere vundet tre etaper i Giro d'Italia og to etaper i Vuelta a España.

Bouhanni har i alt 59 sejre på CV'et, siden han blev professionel i 2010. Så sent som i søndags vandt han det franske cykelløb Grand Prix de Fourmies.

Ud over at cykle rigtig hurtigt er Bouhanni også kendt som en kontroversiel rytter.

Så sent som i dette års Tour de France fik han en tidsstraf på et minut og en bøde på 200 schweizerfranc for at slå ud efter en anden rytter på løbets 10. etape.

Det var Bouhannis anden bøde i løbet, efter han på Tourens 6. etape var kommet i karambolage med sin franske sprinterrival Arnaud Démare.

Årets udgave af PostNord Danmark Rundt finder sted fra 12. til 16. september med fire etaper og en enkeltstart undervejs.

Løbets rute plejer normalt at starte i Jylland og slutte i København, men i år er det omvendt.

Den foreløbige startliste til årets løb bliver offentliggjort tirsdag eftermiddag, mens den endelige startliste forventes at være klar søndag.

Sidste år vandt danske Michael Valgren løbets samlede klassement.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx