22/08-17 22:35

Regeringen vil stramme skattekontrol med mindre virksomhederRegeringen vil stramme skattekontrol med mindre virksomheder

Der skal afsættes 400 millioner kroner til kontrol af små og mellemstore virksomheders skat, siger regeringen.

København. Skattekontrollen med små og mellemstore virksomheder og indsatsen mod organiseret skatte- og momssvindel skal være stærkere.

Derfor foreslår regeringen at afsætte 400 millioner kroner over fire år i forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger. Det skriver DR.

- Vi skal sørge for, at dem, der ikke betaler den skat, de skal, kommer til det. Og det er særligt på momsområdet og for de små og mellemstore virksomheder, hvor der er nogen, der bevidst svindler, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) til DR.

Idéen med øget skattekontrol er ikke udtænkt i regeringskontorerne.

I forsommeren blev regeringen af et flertal i Folketinget pålagt at indkalde til forhandlinger om flere ressourcer til Skats kontrolindsats.

Regeringen tilsluttede sig efterfølgende flertallets beslutningsforslag. Nu kommer der så et konkret udspil.

Dansk Folkeparti har længe efterlyst stærkere kontrol med skattebetalinger hos små og mellemstore virksomheder. Partiet tager positivt imod regeringens udspil.

- Jeg synes overordnet, at det er dejligt, at det er lykkedes Dansk Folkeparti at trække hesten til truget, og at regeringen så har fundet ud af, at den også skal drikke lidt.

- For vi har ønsket igennem længere tid, at der kommer en styrkelse af det, vi kalder indsatsområdet i Skat, siger skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF) til DR.

Han tvivler dog på, at 400 millioner kroner over fire år er nok til at dæmme op for de omfattende problemer med fejl og bevidst snyd.

Også i Socialdemokratiet ser man skeptisk på de 400 millioner, som regeringen vil afsætte.

Partiet kom i foråret med et bud på, hvordan man kan bekæmpe skattesnyd fra provinsen. S foreslog at afsætte 750 millioner kroner om året og ansætte 1000 nye medarbejdere fordelt på fire centre i landets yderkommuner.

Regeringen fremlægger et samlet udspil til en finanslov i begyndelsen af næste uge.

Ifølge Politiken budgetterer regeringen med de 400 millioner kroner i i årene 2018 til 2021.

I regeringens udspil indgår en tilføring af 150 kontrollanter, skriver Politiken.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx