30/08-17 19:13; Opdateret: 30/08-17 20:15

Regeringen afsætter flere penge til skattevæsnetRegeringen afsætter flere penge til skattevæsnet

Over de næste tre år vil regeringen samlet bruge 1,7 milliarder kroner mere på blandt andet ansatte.

København. Et flertal på Christiansborg har allerede besluttet at afsætte 6,7 milliarder kroner til at genoprette skattevæsnet.

Nu vil regeringen foreslå at bruge 1,7 milliarder kroner ekstra over de kommende tre år. Udspillet er med i forslaget til finanslov, som regeringen fremlægger torsdag, skriver Berlingske.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) siger til avisen, at man med manøvren vil bringe bevillingerne til skattevæsenet tilbage på det samme niveau, som det var, før de omfattende og – ifølge flere eksperter – ødelæggende besparelser blev rullet ud fra midten af 00’erne og frem.

- Fejlen, da man lavede Skat for over et årti siden, var, at man lagde nogle effektiviseringer og besparelser ned, som førte til, at folk skulle løbe lidt hurtigere.

- Men det har jo desværre bidraget til, at centrale områder er brudt ned med store omkostninger for staten og for fællesskabet til følge. Den fejl vil vi ikke begå igen, siger Karsten Lauritzen til Berlingske.

Han tilføjer, at han også efter 2021 "tror, at der er behov for at bruge flere penge på at sikre, at skattevæsenet fungerer effektivt".

Derfor vil regeringen afsætte 2,1 milliarder kroner ekstra i år 2021. Det vil bringe prisen på det samlede investeringsprogram op på 10,5 milliarder kroner frem mod år 2021.

De ekstra milliarder skal primært bruges på nye medarbejdere og it. Men der er også en særlig pulje på 400 millioner kroner til skærpet skattekontrol med blandt andet momssvindel i små og mellemstore virksomheder.

Hos regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, er der ifølge finansordfører René Christensen støtte at hente til initiativet.

- Det bakker vi selvfølgelig op om, siger han til Berlingske.

René Christensen ser den ekstra milliardinvestering som et endeligt opgør med en kurs for Skat, han betegner som "naiv".

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx