01/09-17 02:23

Annoncebudget for Obamacare bliver skåret 90 procentAnnoncebudget for Obamacare bliver skåret 90 procent

Demokrater beskylder Donald Trumps regering for at sabotere Obamas sundhedslov ved at skære i budgetter.

Washington. Den amerikanske regering vil i det kommende finansår bruge langt færre penge på at tiltrække nye brugere til sygeforsikringen Affordable Care Act - også kendt som Obamacare.

Annoncebudgettet for at få borgere til at tilmelde sig ordningen sættes ned fra 100 millioner dollar til ti millioner dollar.

Det oplyser kilder i sundhedsvæsnet ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AP.

Præsident Donald Trump har svoret at afskaffe ordningen, som forgængeren Barack Obama indførte. Men det har Trump endnu ikke formået.

Ud over nedskæringen på 90 procent i annoncebudgettet bliver budgettet for at assistere borgere med at komme ind under Obamacare sat 40 procent ned. Fra 62,5 millioner dollar til knap 37 millioner dollar.

Nedskæringerne skyldes, forklarer kilderne, at regeringen mener, at udgifterne til de to programmer ikke har givet tilstrækkelig med resultater, skriver AP.

Som eksempel fremhæves, at mange af de konsulenter, som er hyret til at hjælpe borgere med at tilslutte sig Obamacare, ikke har været i stand til at opfylde målsætningen.

Men den forklaring køber ledende demokrater i Kongressen ikke.

Nancy Pelosi, partiets leder i Repræsentanternes Hus, ser nedskæringerne som "et kynisk forsøg" på at nedbringe antallet af borgere, der tilmelder sig Obamacare.

Chuck Schumer, hendes kollega i Senatet, siger, at Trumps embedsfolk "bevidst forsøger at sabotere vores sundhedssystem". Han tilføjer, uden at nævne præsidentens navn, at "det amerikanske folk er klar over, hvem der bærer skylden", skriver AP.

Donald Trump og hans partifæller i Kongressen har ikke formået at levere på deres løfte om at "afskaffe og erstatte" Obamas sundhedsreform fra 2010.

I slutningen af juli tabte Senatets republikanere en afstemning om at tilbagetrække dele af Obamacare.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx