19/10-17 10:14; Opdateret: 19/10-17 10:45

Politi: Unge kan udpege 16-årige Servet Abdijas drabsmændPoliti: Unge kan udpege 16-årige Servet Abdijas drabsmænd

Torsdag formiddag genoptager politiet afhøringer i sagen om skuddrabet på den 16-årige Servet Abdija.

København. Tre dage efter drabet på en 16-årig dreng i København har politiet modtaget 97 henvendelser fra borgere, der mener at kunne bidrage til opklaringen.

Torsdag formiddag har efterforskerne dog endnu ikke fået noget egentligt gennembrud i sagen.

- Vi fortsætter, hvor vi slap i går. Sent i går. Vi skal igennem en helt masse afhøringer, siger efterforskningsleder Hans Erik Raben fra Københavns Politi.

Han oplyser, at efterforskningen fortsat er på et indledende stadie, og at der venter politiet et enormt opklaringsarbejde.

Blandt andet forsøger politiet at kortlægge alt om den 16-årige og hans omgangskreds. Det kan muligvis pege politiet i retning af et motiv.

I den forbindelse er det ifølge Hans Erik Raben altafgørende, at børn og unge med viden om sagen taler med politiet. Her står man klar med betjente, som er uddannet til at tale med børn og unge på deres præmisser.

- Der er ingen tvivl om, at der er unge mennesker, som ved, hvem gerningsmændene er, siger efterforskningslederen.

- Vi taler om børn på helt ned til 13 år, og det kan være en traumatisk oplevelse at ligge inde med den her viden. Derfor er det afgørende, at de taler med deres forældre og omvendt, og at de kommer til politiet.

Et andet spor i efterforskningen handler om at klarlægge gerningsmændenes flugtrute. Det sker blandt andet ved at gennemgå store mængder video fra overvågningskameraer i området.

- Det er selvfølgelig afgørende for os at finde flugtbilen. Den har vi ikke fundet - heller ikke på video, siger Hans Erik Raben.

Ikke desto mindre føler politiet sig ret overbevist om, at man leder efter en mellemstor og mørk bil. Tilsyneladende holdt den og ventede ikke langt fra gerningsstedet.

Det var mandag aften omkring klokken 21, at den 16-årige Servet Abdija blev dræbt af skud ved sit hjem i Ragnhildgade på ydre Nørrebro.

Politiet betegner forbrydelsen som en likvidering.

Politiets vurdering er, at drabet ikke er banderelateret, og at Servet Abdija ikke havde nogen form for banderelation.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx