07/08-17 17:55

Kommentator: Lunde-rokade er håndsrækning fra Løkke til DFKommentator: Lunde-rokade er håndsrækning fra Løkke til DF

Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, ser en klar strategi med Esben Lunde Larsens fyring.

København. Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mandag valgte at tage ansvaret for Fiskeriministeriet fra Esben Lunde Larsen, skal det ses i en større sammenhæng, hvor Dansk Folkeparti indgår.

Det mener Thomas Larsen, der er politisk kommentator for Berlingske.

Han er ikke i tvivl om, at en kommende kritisk rapport fra Rigsrevisionen om fiskekvoter er den udløsende årsag til fyringen.

Men han er heller i i tvivl om, at ønsket om et bedre og mere tillidsfuldt samarbejde med Dansk Folkeparti - der gentagne gange har kritiseret Esben Lunde Larsens - også er blandt hovedårsagerne.

- Vi er på vej ind i et afgørende efterår, hvor Dansk Folkeparti får en nøglerolle.

- Men man bliver nødt til at finde sammen i et parløb, der fungerer, og det vil være for belastende med endnu et voldsomt slagsmål mellem ministeren og DF, siger Thomas Larsen.

Han ved, at der det seneste døgn har været tæt kontakt mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

- Jeg ved også, at ledelsen i Dansk Folkeparti har taget imod det her med meget stor tilfredshed og føler, at statsministeren er kommet dem i møde.

- Derfor har Løkke også sat ekstra point ind på goodwillkontoen med det her træk, siger han.

Spørgsmålet er så, hvilke omkostninger det har haft for statsministeren og regeringen.

- Det er altid problematisk for en statsminister at afskedige en minister eller tage noget af ressortområdet fra vedkommende. Men omvendt er det ikke nogen særlig populær minister, som heller ikke har den tungeste post.

- Derfor tror jeg alt taget i betragtning, at skaden for regeringen er minimal, ikke mindst fordi man slipper omvendt for det stormvejr, der var lagt op til, siger Thomas Larsen.

Torsdag skulle Esben Lunde Larsen endnu engang have været i samråd i Folketingets miljø- og fødevareudvalg for at forklare sig i sagen om de såkaldte kvotekonger.

Det er ikke længere aktuelt nu, hvor Karen Ellemann (V) har overtaget ansvaret for Fiskeriministeriet.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx