27/09-17 03:51

Siemens vil slå kinesere gennem togfusion med fransk rivalSiemens vil slå kinesere gennem togfusion med fransk rival

Tyske Siemens AG og franske Alstom har indgået aftale, der skal skærpe konkurrenceevnen mod kinesisk gigant.

München. Den tyske industrigigant Siemens AG skal fremover samarbejde med sin franske rival Alstom om udviklingen af tog.

Siemens oplyser således tirsdag, at selskaberne er blevet enige om at fusionere. Det er sket for at bekæmpe den øgede konkurrence fra Kina.

Den tysk-franske aftale blev underskrevet, få dage efter at Angela Merkel blev genvalgt som Tysklands forbundskansler.

Ifølge Siemens vil det Münchenbaserede selskab få 50 procent af aktierne i foretagendet.

Gruppens nye hovedkvarter kommer til at ligge i Paris. Her vil Alstoms administrerende direktør, Henri Poupart-Lafarge, blive indsat som manden i spidsen.

Begge selskaber producerer strømlinede højhastighedstog. Mange af Alstoms togmodeller kan køre over 300 kilometer i timen.

Siemens producerer såkaldte ICE-tog, der transporterer millioner af forretningsfolk og turister frem og tilbage mellem store tyske byer.

Ifølge en pressemeddelelse vil virksomhederne supplere hinanden i konkurrencen på det globale marked.

Fusionen bliver set som et forsøg på at stå stærkere i kampen mod den kinesiske gigant på markedet, CRRC Corp.

CRRC Corp konkurrerer om store globale infrastruktursløsninger og sælger årligt for omkring 36 milliarder dollar.

Aftalen mellem Siemens AG og Alstom blev indgået samme dag, som den franske præsident, Emmanuel Macron, efterlyste større samarbejde mellem EU-landene.

- Den fransk-tyske fusion er på mange måder et stærkt signal. Vi får den europæiske idé til virke. Med vores franske venner hos Alstom skaber vi en ny Europamester i togindustrien på lang sigt.

Det siger Joe Kassner, administrerende direktør i Siemens, om aftalen.

Før aftalen kan træde i kraft, skal Alstoms aktionærer godkende betingelserne.

Derudover skal den godkendes af de internationale konkurrencemyndigheder

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx