29/10-17 15:21

S og DF sikrer flertal for ny trepartsaftale om efteruddannelseS og DF sikrer flertal for ny trepartsaftale om efteruddannelse

Regeringen har landet den tredje og sidste trepartsaftale, der skal sikre, at flere efteruddanner sig.

København. Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ser positivt på regeringens nye trepartsaftale og er umiddelbart klar til at lægge stemmer til de dele, der måtte kræve lovgivning.

Sådan lyder det fra begge partier med forbehold for, at blækket på aftalen endnu ikke er helt tørt.

- Jeg er overbevist om, at regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet finder sammen om, at det her skal på plads og så hurtigt som muligt, siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF).

Efter fire måneders forhandlinger landede regeringen søndag en trepartsaftale.

Den skal gøre voksen- og efteruddannelse langt mere attraktivt for både arbejdsgivere og arbejdstagere, som har nølet med at efteruddanne sig.

Bent Bøgsted håber, at aftalen vil have en stor effekt.

- Hvis det er sådan, at jobcentrene og a-kasserne ikke laver den indsats, som de skal, så hjælper det ingenting. Men det tror jeg, at de gør.

- De kurser, man skal have, skal være noget, der skal føre til et job, og det er jobkonsulenterne og virksomhedernes opgave. Det er den store opgave nu her og det sammenspil, som vi skal have til at fungere, siger han.

Siden folketingsvalget er det den tredje og sidste trepartsaftale mellem regeringen og repræsentanter for henholdsvis arbejdsgiver og arbejdstager

Beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen (S) retter sin ros mod arbejdsmarkedets parter.

- Vi ser med positive briller, når der er en trepartsaftale. Når arbejdsmarkedets parter er inde over, så er vi socialdemokrater i udgangspunktet altid positive, siger han.

I 2012 lagde daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) op til, at lønmodtagerne skulle arbejde mere. Men fagbevægelsen var i mod at sløjfe fridage, så trepartsforhandlingerne faldt til jorden.

Leif Lahn Jensen afviser, at den nye trepartsaftale er tegn på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er i bedre kontakt med fagbevægelsen end det traditionelle arbejderparti.

- Jeg var klar over, at du ville stille det spørgsmål. Som arbejdsmarkedsordfører har jeg et fremragende samarbejde med fagbevægelsen og DA.

- Nu skal vi kigge på aftalen og blive enige om at sørge for, at virksomheder kan få al den ufaglærte arbejdskraft ind, de har brug for, siger Leif Lahn Jensen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx