02/11-17 09:54; Opdateret: 02/11-17 11:02

Højesteret truer med arrestordre på bortrejst PuigdemontHøjesteret truer med arrestordre på bortrejst Puigdemont

20 catalanske politikere er indkaldt til en retssag i Madrid, men afsatte Carles Puigdemont er ikke mødt op.

Madrid. Afsatte medlemmer af den catalanske regering og andre separatistledere, som risikerer domme for oprør og undergravende virksomhed, er torsdag mødt op for at vidne i to retslokaler i Madrid.

Men Carles Puigdemont, som indtil for nylig var Cataloniens leder, er ikke mødt frem for at vidne.

Gør han ikke det, vil det være normalt at udstede en arrestordre, siger præsidenten for højesteret ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Når en person ikke møder op, efter af en dommer at være blevet bedt om at vidne, vil det i Spanien og andre EU-lande være normalt at udstede en arrestordre, siger Carlos Lesmes.

Puigdemont siger via sin advokat, at han vil samarbejde med belgiske og spanske myndigheder.

Han og de fremmødte anklages for - stik imod en ordre fra regeringen i Madrid og forfatningsdomstolen - at erklære uafhængighed 27. oktober.

20 politikere er indkaldt.

Carles Puigdemont rejste forleden til Belgien. Det skete under rygter om, at han ville søge politisk asyl.

Det afviste ekslederen på et pressemøde. Men han sagde samtidig, at han ikke ville rejse hjem, før han får garanti fra Spaniens regering om, at han sikres en retfærdig retssag.

Ved en folkeafstemning 1. oktober stemte ni ud af ti i Catalonien for løsrivelse. Valgdeltagelsen var dog lav.

Blot 43 procent stemte, og valgdagen var præget af voldsomme sammenstød mellem vælgere og politi.

Politiet var sat ind for at forhindre valghandlingen.

Efterfølgende har der været demonstrationer både for og imod løsrivelse i den catalanske hovedstad, Barcelona, og i den spanske hovedstad, Madrid.

Regeringen i Madrid meddelte 20. oktober, at den ville gøre brug af forfatningens artikel 155. Den konservative regering havde socialisternes støtte.

Artikel 155 giver centralregeringen ret til i en krisesituation at sætte selvstyret i de spanske regioner ud af kraft.

En uge senere blev artikel 155 godkendt i overhuset, og der blev udskrevet valg i Catalonien 21. december.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx