08/08-17 19:31; Opdateret: 08/08-17 19:55

Engell: Hårdt presset regering er sent ude med halvt forslagEngell: Hårdt presset regering er sent ude med halvt forslag

Det er en presset regering, der vil forbyde bander, hvilket tidligere har vist sig umuligt, siger kommentator.

København. Bandekonflikten er eskaleret voldsomt over de seneste måneder, og derfor vil justitsminister Søren Pape Poulsen (K) have undersøgt muligheden for, at domstolene kan opløse bander som Loyal to Familia.

Det vidner om en meget hårdt presset regering, når den vælger at tage det værktøj i brug, mener politisk kommentator Hans Engell. Han er selv tidligere konservativ justitsminister.

- Det er i 12. time, mens kuglerne flyver, at man nu for alvor begynder at agere.

- Der tror jeg ikke, at Papes aktion løser meget, men omvendt viser det en vilje til, at man prøver at gøre noget. Men hvis det mislykkes, så er vi lige vidt, siger Engell.

Søren Pape Poulsen har givet Rigsadvokaten en måned til at undersøge, hvorvidt banden kan opløses ved dom.

Hans Engell fremhæver, at skiftende justitsministre har forsøgt at få lignende forbud tidligere - uden at det lykkedes.

- Sandsynligheden er ret lille, siger han.

Han mener, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) "fuldstændig har underkendt betydningen" af problemet.

- Statsministeren bruger sine kræfter på meget andet lige fra kvindefodbold til EU og Macron-besøg (Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, red.).

- Det her er en sag, der virkelig fylder, for det er udtryk for, at Danmark er på vej ud i nogle lovløse forhold, hvor politiet kæmper meget, meget hårdt, siger Hans Engell.

Hans Engell hæfter sig ved, at tillidsfolk i politiet har givet udtryk for, at politiet savner ressourcer til at dæmme op for bandekonflikten.

- Det har man ikke fra regeringens side erkendt, siger Hans Engell.

Tillidsfolk har meldt ud, at tilliden til rigspolitichefen, Jens Henrik Højbjerg, er væk, fordi Højbjerg ifølge tillidsfolkene har udtalt, at politiet er rustet til at klare den verserende bandekonflikt i København.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx