19/09-17 10:02

Sydafrikas anklagere vil have Pistorius straffet hårdereSydafrikas anklagere vil have Pistorius straffet hårdere

I november vil ankedomstol høre argumenter for, hvorfor Oscar Pistorius skal holdes bag tremmer i længere tid.

Johannesburg. Seks års fængsel er for mild en straf, når man har skudt og dræbt sin kæreste. Det mener Sydafrikas statsanklagemyndighed i sagen om den tidligere atletikløber Oscar Pistorius.

Tirsdag oplyser myndigheden, at den har fået lov til at fremføre sine argumenter for at kunne anke for Sydafrikas højesteret for appelsager.

Det vil ske 3. november.

Anklagerne mener, at seks års fængsel er for få år bag tremmer for drabet på Reeva Steenkamp. Hun og Oscar Pistorius var kærester, da han i 2013 dræbte hende med flere skud.

- Vi fremsætter klart, at dommen er chokerende lav, siger talsmand for anklagemyndigheden Luvuyo Mfaku.

En sydafrikansk dommer afviste ellers for et år siden statsanklagemyndighedens ret til at anke dommen på seks års fængsel til Oscar Pistorius.

Årsagen var, at der i en appelsag "ikke var nogen rimelig sandsynlighed for, at dommen i sagen kan blive ændret."

Den handicappede sydafrikanske atletikløber med tilnavnet Blade Runner gik fra at være en nationalhelt til at blive lagt for had for at dræbe Reeva Steenkamp, som var model og jurist.

Hun døde valentinsdag, da Pistorius affyrede fire skud gennem en lukket toiletdør.

Pistorius har aldrig benægtet, at han trykkede på aftrækkeren, men han har hævdet, at han var overbevist om, at det var en indbrudstyv, der befandt sig på den anden side af døren.

De fleste eksperter havde regnet med en dom på mellem 11 og 14 års fængsel for drabet. Men dommeren så flere formildende omstændigheder i sagen.

Pistorius blev dømt for drab ved en appeldomstol, efter at han ved en domstol tidligere var blevet idømt fem års fængsel for uagtsomt manddrab.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx