23/09-17 18:03

City og United fortsætter parløb i Premier LeagueCity og United fortsætter parløb i Premier League

Manchester City slog Crystal Palace, mens United hentede smal sejr i Southampton. Morata-hattrick for Chelsea.

Southampton. Manchester City og Manchester United fortsætter parløbet i toppen af Premier League.

De to lokalrivaler har hver 16 point efter seks spillerunder - City topper på en bedre målscore.

Lørdag vandt Josep Guardiolas City-mandskab på hjemmebane med 5-0 over bundproppen Crystal Palace, mens United slog Southampton 1-0 på udebane.

Romelu Lukaku viste endnu en gang sine evner som målscorer for United, da han efter 20 minutter bragte sit hold i front.

Effektivt fik belgieren moslet et par Southampton-forsvarere væk og headet et Ashley Young-indlæg mod mål. Det blev flot reddet af målmand Fraser Forster, men Lukaku var over returbolden og sparkede gæsterne i front.

Selv om Southampton-spillerne spillede aggressivt fra start til slut, så kunne United-manager José Mourinho se sine spillere holde føringen til pause.

Danske Pierre-Emile Højbjerg sad på bænken for Southampton i hele opgøret.

Hjemmeholdet var flere gange tæt på en udligning i anden halvleg, men med lidt held lykkedes det United at holde nullet.

I den hektiske slutfase blev Mourinho bortvist af kampens dommer.

Mere sikre var Manchester City-spillerne i 5-0-sejren over Crystal Palace, der dog næsten formåede at holde stand frem til pausen.

Tyske Leroy Sane nåede alligevel at sikre City en 1-0-føring før de sidste 45 minutter, hvor Raheem Sterling to gange satte sidste fod på indlæg og øgede til 2-0 og 3-0.

Med ti minutter tilbage headede Sergio Agüero hjemmeholdet på 4-0.

I slutfasen lavede Fabian Delph en drømmekasse, da han fra kanten af straffesparksfeltet drejede bolden op i målhjørnet til 5-0.

Chelsea holdt afstanden på tre point i tabellen til de to Manchester-klubber med en 4-0-sejr ude over Stoke. Indkøbet fra Real Madrid, Alvaro Morata, scorede tre gange for London-holdet, der har 13 point.

Danskerklubben Huddersfield med Mathias "Zanka" Jørgensen og Jonas Lössl i målet fik 0-0 ude mod Burnley. Philip Billing fik de sidste ti minutter på banen for gæsterne.

Burnley havde ikke holdets nytiltrådte keeper, Anders Lindegaard, i truppen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx