Af Karina Svensgaard - 24/09-17 09:05

Skænderi mellem danske rapstjerner og gæster førte til masseslagsmål under koncertSkænderi mellem danske rapstjerner og gæster førte til masseslagsmål under koncert

En koncert med hitmageren Gilli og rap-gruppen Molotov Movement endte med masseslagsmål på et fynsk spillested.

Første stop på hiphop-gruppen Molotov Movements første albumturne endte fredag aften voldsomt, da 20-30 mennesker røg i masseslagsmål på Musikhuset Posten i Odense.

Molotov Movement - også bare kaldet Molo - består af fire unge danske rappere, der normalt gør sig under navne som MellemFingaMuzik, Benny Jamz og Gilli, hvoraf sidstnævnte har ligget højt på hitlisterne med numre som 'C'est la vie', 'Tidligt op' og 'Rica'. Men deres første optræden på deres nye turne endte ifølge politiet med, at nogle fra bandet ragede uklar med nogle af gæsterne, og derfra eskalerede situationen.

På en video, som florerer på Facebook og også er lagt på Youtube, kan man se en del af optrinnet. På det tidspunkt, filmen er optaget, er musikken slukket, men man kan se, at der bliver skubbet, høre at der bliver råbt, og man kan se, at en ung mand slår kraftigt ud efter en person blandt publikum.

Ifølge plakaten gik gruppen på klokken 21.00, men allerede 38 minutter senere indløb der anmeldelse om ballade på spillestedet. Ude på stedet kunne betjente konstatere, at mellem 20 og 30 mennesker var mere eller mindre involveret i et stort slagsmål.

»Vi ved ikke, hvad der præcist sker op til, men nogle af gæsterne kommer op og toppes med bandet. Der er mildt sagt uorden inde på stedet, da vi kommer ud. Flere er endt i slåskamp, som flytter ud på gaden, hvor vi først anholder en, men da nogen springer på ham og forsøger at slås videre med anholdte, må vi anholde endnu en. Derefter lykkes det os at få ro på stedet,« fortæller vagtchef ved Fyns Politi Steen Nygaard

De to unge mænd, som politiet har anholdt, er henholdsvis 15 og 18 år. Begge blev taget med på stationen og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

»Os bekendt har ingen fået skader eller er blevet bragt til hospitalet,« siger vagtchefen.

Hiphopgruppen Molotov Movement blev uofficielt stiftet i 2014 og står bl.a. bag singlerne 'Udenfor', 'Nu', 'Bølgen' og senest 'Skejsen'. Musikhuset Posten var første stop på en turne, hvor de også rammer København, Aarhus og Aalborg.

BT har forgæves forsøg at få en kommentar fra holdet bag Molotov Movement, Gilli og MellemFingaMuzik, men uden held. Avisen har også kontaktet spillestedet Musikhuset Posten for en kommentar, ligeledes uden held.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx