19/11-17 13:16

Zimbabwes magtfulde krokodille står foran comebackZimbabwes magtfulde krokodille står foran comeback

Robert Mugabes afløser kan meget vel blive hans tidligere højre hånd, Emmerson Mnangagwa.

Harare. Selv om han lignede en truet dyreart i Zimbabwes politiske farvand, ser Emmerson Mnangagwa ud til blive rovdyret over dem alle og leve op til øgenavnet "Krokodillen".

Efter mange magtkampe er Krokodillen de internationale analytikeres bedste bud på en efterfølger til præsident Robert Mugabe, der søndag ifølge kilder i sit eget parti er blevet afsat som partiformand.

Skulle Mnangagwa vinde den igangværende magtkamp, vil det langt fra være første gang, at han kommer ud af den øvelse som sejrherre.

Mnangagwa er født under Anden Verdenskrig i det sydvestlige Zimbabwe. Her sluttede han sig til oprøret mod det britiske kolonistyre som 14-årig. I den forbindelse modtog han kamptræning i Egypten og Kina.

Historien om oprøreren Emmerson Mnangagwa kunne let være blevet kort. Under sin kamp blev han anholdt af myndighederne og dømt til døden. Hans dom blev dog omstødt til ti år i fængsel på grund af hans unge alder.

Med egne ord blev han lært op til at dræbe eller blive dræbt, og han deltog i kampen for selvstændighed, helt indtil den blev en realitet i 1980. Dermed blev Storbritannien hans første bytte.

Efter selvstændigheden skiftede Mnangagwa rolle og blev sat i spidsen for at slå ned på oppositionspolitikere i forskellige regioner i Zimbabwe.

Siden da har Mnangagwa på skift haft kommandoen over landets finanser, parlamentet, militær og domstole.

I 2004 forsøgte han at køre sig selv i stilling som landets vicepræsident. Ifølge forfatningen bliver vicepræsidenten automatisk fungerende præsident de første 90 dage i tilfælde af præsidentens afgang.

Forsøget slog dog fejl, og Krokodillen måtte i fire års politisk eksil se til, mens hans rival Joice Mujuru blev toer i hierarkiet efter Mugabe.

Der forblev han, indtil præsidentens hustru, Grace Mugabe, orkestrerede Mujurus fald.

Ved valget i 2008 blev Mnangagwa hevet ind i varmen og gjort til Mugabes valgchef. Præsidenten tabte første runde, inden hans støtter sikrede ham sejren i anden runde, der blev præget af vold og anklager om valgsvindel.

Samme år gjorde Mnangagwa comeback som chef for sikkerhedsstyrkerne, der blev anklaget for med vold at have knust oppositions kampagner.

I 2014 blev han hevet helt frem i rækkerne, da Mugabe udnævnte ham til vicepræsident og dermed potentiel afløser.

Med sikkerhedsstyrkernes støtte var Krokodillen ikke til at vippe af posten, da han først fik den.

Da Mugabe ombestemte sig og fyrede ham i sidste uge for at erstatte ham med hustruen Grace Mugabe, tog militæret magten.

Søndag ventes krisen at føre til ægteparret Mugabes fald.

Dermed kan den 75-årige Krokodille smække kæberne og nedlægge det hidtil største dyr i Zimbabwe: Robert Mugabe.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx