31/10-17 13:30

København: Vi ignorerer ikke bandemedlemmer på kontanthjælpKøbenhavn: Vi ignorerer ikke bandemedlemmer på kontanthjælp

København har hidtil aktiveret bandemedlemmer ud fra en konkret og individuel vurdering, skriver kommunen.

København. Københavns Kommune afviser i en pressemeddelelse at have ignoreret bandemedlemmer på kontanthjælp, sådan som Radio24Ssyv ellers kunne fortælle tidligere tirsdag.

- Københavns Kommune har hidtil aktiveret bandemedlemmer, udtaler Lars Ethelberg Nielsen, kontorchef i Københavns Kommune, i pressemeddelelsen.

- Dette indebærer for eksempel, at en stor del af dem, som vi har fået kendskab til i 2017 har været i aktivering i 2017, mens andre har været planlagt i henhold til lovgivningen.

Det var den nu afgåede beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R), der var med til at sætte fokus på aktivering af bandemedlemmer i København.

Det skete, da Radio24syv i september bragte historien om, at over 60 procent af landets bandemedlemmer sidste år modtog kontanthjælp.

Dengang annoncerede den daværende integrations- og beskæftigelsesborgmester på Facebook, at der skulle sættes hårdere ind overfor bandemedlemmer på kontanthjælp.

Det kunne for eksempel ske ved at sende dem i nytteaktivering på fuld tid på et voldanlæg i det vestlige København. Men det ville kræve en lovændring, mente borgmesteren.

Men beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) mener, at der er rig mulighed for allerede i dag at sende bandemedlemmer i nytteaktivering.

Og Københavns Kommune har altså også aktiveret bandemedlemmer ud fra lovgivningen, oplyser kommunen selv. Det er sket efter en konkret og individuel vurdering.

Københavns Kommune er også begyndt at holde jobsamtaler med bandemedlemmer på politistationen i stedet for at aktivere dem.

- Årsagen er, at Københavns Kommune har ønsket at have en dialog med politiet om den konkrete sikkerhedsrisiko som knytter sig til de enkelte bandemedlemmer, forklarer kommunen.

- Dette er for at sikre, at øvrige borgere og medarbejdere ikke bliver udsat for en risiko i forbindelse med aktivering.

- Så snart dialogen med politiet er afsluttet, vil forvaltningen finde sikkerhedsmæssigt relevante aktiveringstilbud til bandemedlemmerne.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx