26/10-17 13:52; Opdateret: 26/10-17 14:15

Europæisk centralbank skruer ned for opkøb fra nytårEuropæisk centralbank skruer ned for opkøb fra nytår

ECB's opkøb af værdipapirer halveres fra og med januar. Renten forbliver dog uændret.

København. Den Europæiske Centralbank sprøjter hver måned milliarder af euro ud i markedet, når den køber værdipapirer op i store mængder.

Det vil den fortsat gøre efter nytår, men det bliver kun i halv takt.

På torsdagens rentemøde er det nemlig blevet besluttet at sænke opkøbet fra det nuværende niveau på 60 milliarder euro til 30 milliarder euro.

Ændringen træder i kraft fra nytår, og opkøbene fortsætter som minimum frem til september næste år.

Samtidig er det meddelt, at renten forbliver uændret på minus 0,40 procent, og der kommer den formentlig til at holde sig, mens opkøbsprogrammet står på.

- ECB’s renter har direkte betydning for renten herhjemme, og der er altså udsigt til, at den forbliver meget lav længe endnu.

- Men længe er ikke evigt, og det er sandsynligt, at renten på fastforrentede lån begynder at trække opad i god tid, inden ECB rent faktisk sætter renten op, skriver Las Olsen, der er cheføkonom for Danske Bank, i en kommentar.

Jacob Graven, der er cheføkonom i Sydbank, havde forudsagt halveringen af opkøbsprogrammet.

Han mener heller ikke, at danskere med variabelt forrentede lån bør frygte stigende renter her og nu, fordi ECB formentlig tidligst hæver renten om et års tid.

- Danmarks Nationalbank vil sandsynligvis først hæve renten, når ECB gør det.

- En renteforhøjelse ligger altså ikke lige rundt om hjørnet, men for første gang i flere år kan den nu skimtes i horisonten, skriver han i en kommentar.

Jacob Graven minder også om, at ECB's beslutning er et godt tegn på, at økonomien i Europa har fået det meget bedre.

Opkøbsprogrammet blev indledt som en form for kunstigt åndedræt til Europas økonomi, som trods rekordlave renter har haft svært ved at komme ud af startblokken.

Og selv om der fortsat er lande, hvor væksten har svært ved at komme i omdrejninger, så er billedet i dag meget bedre end for et par år siden.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx