30/10-17 03:21

Organisationer vil give folkeskoleelever otte rettighederOrganisationer vil give folkeskoleelever otte rettigheder

Fem organisationer vil med otte grundlæggende elevrettigheder sætte fokus på børnenes trivsel og undervisning.

København. En skoletid uden mobning. Undervisning, der er tilpasset den enkelte elevs niveau og behov. Et godt samarbejde mellem skole og hjem, uddannede lærere og en skole med et godt indeklima.

Det er nogle af de i alt otte elevrettigheder, som fem organisationer, der repræsenterer elever, forældre og lærere er gået sammen for at sikre.

Organisationerne har netop sendt et brev med rettighederne til samtlige kommunalpolitikere og kandidater ved kommunalvalget.

- Alle elever har ret til at blive set og anerkendt, og de har ret til undervisning af høj kvalitet, siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.

- Det er disse elevrettigheder med til at sikre ved eksempelvis at holde fokus på kompetente lærerkræfter, lavere klassekvotienter og målrettet undervisning, tilføjer han.

Han bakkes op af Danske Skoleelever, der også står bag initiativet.

- Formålet er at gøre det tydeligt, hvilken slags folkeskole, vi ønsker i Danmark. Med elevrettigheder kan vi sikre, at alle elever i den danske folkeskole kan vokse op og udvikle sig i trygge sociale og faglige rammer, siger formand Jakob Bonde Nielsen.

Ud over Danmarks Lærerforening og Danske Skoleelever står Børnerådet, Børns Vilkår og Skole og Forældre også bag initiativet.

- Skolens væsentligste opgave er at udvikle eleverne til hele mennesker. Derfor er det vigtigt, at vi har fokus på både faglig og social trivsel, og det er en af styrkerne i de otte elevrettigheder, siger formand for Børnerådet Per Larsen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx