19/10-17 20:25; Opdateret: 19/10-17 20:51

Operationer udskydes til årsskiftet efter overskredet budgetOperationer udskydes til årsskiftet efter overskredet budget

Sjællands Universitetshospital har brugt for mange penge i år. Patienters operationer udskydes til 2018.

København. Sjællands Universitetshospital udskyder ifølge TV Øst en lang række operationer til næste år, fordi hospitalet ikke har overholdt budgettet.

Der skal spares 25 millioner kroner på hospitalet resten af året, og det går ud over patienter.

På Urologiske Afdeling skal der spares halvanden million kroner. Det fører til, at 26 patienter med nyresten først kan blive behandlet næste år.

Det skyldes blandt andet, at afdelingen ikke længere har råd til at leje den maskine, der skal behandle patienterne for nyresten.

Det er ikke god nok service, mener Thomas Norus, overlæge på Sjællands Universitetshospital.

- Vi vil altid helst spare på steder, hvor det ikke gør ondt på nogen. Når det ikke er nok, må vi spare, hvor det gør ondt på os som personale. Og når det ikke er nok, bliver vi nødt til at spare på godartede lidelser, siger han.

Ifølge Thomas Norus kommer eksempelvis kræftpatienter i forreste række.

Allerede i september var hospitalet bevidst om de økonomiske problemer. Men her forsikrede Henrik Villadsen, direktør for Sjællands Universitetshospital, om, at det ikke ville gå ud over patienterne.

- Patienterne kommer ikke til at mærke det. Vores stramme økonomiske kurs skal ikke gå ud over servicen for den enkelte, men der kan komme længere ventetid på planlagte operationer, sagde han til Dagbladet Køge.

For at bedre problemet indførte Henrik Villadsen blandt andet ansættelsesstop fra 12. september. Også muligheden for at deltage i konferencer og kurser blev fjernet, og julefrokosten blev sløjfet.

Det har dog ikke indhentet budgetoverskridelsen. Både i september og nu er der tale om, at der er brugt 25 millioner kroner for meget.

Ifølge direktøren skyldes overskridelsen, at opgaverne er blevet dyrere. Han pointerer over for TV Øst, at det kun er på Urologisk Afdeling, at man har aflyst patienter.

- Det er få patienter, der har fået et uheldigt brev og siden har fået tilbudt en anden behandling. Men det er slet ikke det generelle mønster på hospitalet, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx