01/10-17 03:25; Opdateret: 01/10-17 04:07

Gruppe kræver drabsefterforskning af transkønnet overvågetGruppe kræver drabsefterforskning af transkønnet overvåget

Ally Steinfeld blev fundet med stiksår i skridtet og øjnene stukket ud. Lokalt politi afviser hadforbrydelse.

Jefferson City. En menneskerettighedsgruppe i USA har bedt statsadvokaten i Missouri føre tilsyn med efterforskningen af drabet på en transkønnet teenager i delstaten.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

I et brev til statsadvokat Josh Hawley fra Human Rights Campaign, som kæmper for LGBT-personers rettigheder, udtrykker gruppen bekymring over den lokale politichef og politianklagerens håndtering af drabet på den 17-årige Ally Lee Steinfeld, hvis fødenavn var Joseph Matthew Steinfeld Jr.

Begge afviser, at der er tale om en hadforbrydelse.

- Du dræber ikke nogen, hvis ikke du har had i dit hjerte. Men nej, der er ikke tale om en hadforbrydelse, har politichefen i Texas County i Missouri, James Sigman, tidligere udtalt.

Ally Lee Steinfelds lig blev fundet forbrændt og med stikskader i kønsorganerne. Samtidig var begge hendes øjne stukket ud.

Det fremgår af sagsdokumenterne, at den 17-årige blev overfaldet af sin 24-årige pigekæreste og to teenagere. I september anholdt politiet i alt fire personer i forbindelse med drabet.

Det skriver avisen The Independent.

The Independent skriver videre, at Ally Lee Steinfelds lig blev fundet stærkt forbrændt i en pose i et hønsehus i Cabool i Texas County, en måned efter at Steinfeld var blevet meldt savnet.

Statsanklager Josh Hawleys stabschef, Loree Anne Paradise, oplyser, at statsanklagerens kontor er i færd med at vurdere anmodningen fra Human Rights Campaign.

Statsanklageren kan bistå i straffesager, men i de fleste tilfælde gælder det kun, hvis en lokal anklagemyndighed beder om det.

Hvert år over de seneste tre år har LGBT-grupper dokumenteret drab på flere end 20 transkønnede personer i USA. Alligevel bliver lovgivningen om hadforbrydelser sjældent brugt i bestræbelserne på at retsforfølge de skyldige.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx