27/10-17 05:02; Opdateret: 30/10-17 14:56

Folketingsmedlemmer melder ofte afbud til byrådsmøderFolketingsmedlemmer melder ofte afbud til byrådsmøder

22 folketingsmedlemmer er også repræsenteret i et byråd. Flere har dog svært ved at få tid til begge dele.

København. For langt de fleste af Folketingets 179 medlemmer er det mere end nok at repræsentere deres parti på Christiansborg.

Men 22 medlemmer finder også tid til at passe en karriere som kommunalpolitiker samtidig.

Flere af disse dobbeltmandater, som de kaldes, må dog jævnligt melde afbud til eller kun deltage i en del af byråds- og udvalgsmøder.

Det viser en kortlægning, Ritzau har foretaget.

Folketingsmedlemmerne Jan Rytkjær Callesen, Alex Ahrendtsen og Villum Christensen er blandt de politikere, der ofte må melde afbud i henholdsvis Sønderborg, Odense og Slagelse.

Det kan hænge sammen med, at lokalpolitikere bruger mere og mere tid på det politiske arbejde, mener Lene Holm Pedersen, professor og forskningsleder hos VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

I 1995 lagde en kommunalpolitiker i gennemsnit 12 -15 timer i det kommunalpolitiske arbejde, og i dag ligger tallet gennemsnitligt på cirka 20 timer ugentligt.

- Så at bruge 20 timer om ugen på at sidde i kommunalbestyrelsen samtidig med et fuldtidsjob på Christiansborg rækker ud over, hvad de flestes arbejdsevne kan magte, siger Lene Holm Pedersen.

Det er især Dansk Folkeparti, der benytter sig af dobbeltmandater. Partiet har sat sig på 16 ud af de 22 nuværende dobbeltmandater.

Dansk Folkepartis Pernille Bendixen, som er medlem af Folketinget og Odense Byråd, er ofte til stede via Skype, da hun ellers ville have svært ved at deltage.

Hun er også principielt imod, at partierne har dobbeltmandater, men hun vælger alligevel at genopstille til kommunalvalget i november, siger hun.

DF'erne Dennis Flydtkjær og Alex Ahrendtsen har ellers meddelt, at de ikke genopstiller af hensyn til deres arbejde i Folketinget.

Men samme mulighed har Pernille Bendixen ikke, mener hun.

- På et tidspunkt vil jeg ligesom flere af mine partikolleger være nødt til at tage et valg, men i og med at Alex (Ahrendtsen, red.) ikke genopstiller, ville det svække partiet rigtig meget i Odense, hvis jeg gjorde det samme, siger Pernille Bendixen.

Folketingsmedlemmet Jan E. Jørgensen (V) melder sjældent afbud til møder på Frederiksberg, hvor han er valgt.

Han mener, at kommunens møder er tilrettelagt på en måde, så det er muligt for ham at passe folketingsarbejdet ved siden af.

- Samtidig tager det mig 15-20 minutter at cykle fra Christiansborg til Frederiksberg. Så jeg har nogle fordele, siger Jan E. Jørgensen.

Partierne nyder desuden godt af, at medlemmer af en folketingsgruppe ved, hvad der rører sig lokalt, vurderer han.

- Det er klart, at der selvfølgelig er ulemper. Nogle ting kan jeg ikke deltage i, men fordelene, vil jeg klart mene, opvejer ulemperne.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx