04/12-17 12:28

McLaren: Ruslands benægtelser kan gøre straffen hårdereMcLaren: Ruslands benægtelser kan gøre straffen hårdere

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) vil tirsdag beslutte, om Rusland skal udelukkes fra vinter-OL.

Lausanne. Det var advokat og professor Richard H. McLaren, som var med til at fælde Rusland i den rapport, som han udarbejdede for Det Internationale Antidoping Agentur (Wada) i 2016.

Russerne blev i rapporten afsløret i at orkestrere et massivt dopingprogram i forbindelse med vinter-OL i Sotji i 2014.

Rusland blev efterfølgende straffet af IOC, så mange atleter eksempelvis ikke kunne deltage i sommerlegene i Rio sidste år.

Siden har Rusland igen og igen benægtet, at der skulle have eksisteret et statsstøttet dopingprogram.

Det har McLaren noteret, og han forstår ikke strategien, inden IOC tirsdag vil afgøre, om Rusland skal have lov til at deltage ved vinterlegene i Sydkorea til februar.

- Russerne svækker deres egen position, siger Richard H. McLaren til Ritzau og tilføjer:

- Det kan betyde, at sanktionen bliver hårdere, hvis Rusland fortsætter med at benægte. Jeg forstår ikke strategien hos russerne, der siger, at det aldrig skete.

Vladimir Putin, Ruslands præsident, har udtalt, at USA har lagt pres på IOC for at få russerne udelukket fra vinter-OL i 2018. Den anklage giver McLaren ikke meget for.

- Jo mere de kommer med den slags latterlige forklaringer, jo mere svækker de deres egen troværdighed.

- Jo mere de siger den slags ting, jo mere ændrer folk deres syn på Rusland, siger McLaren.

Efterforskeren har svært ved at vurdere, hvilken straf Rusland ender med at få, men han mener ikke, at det er en god idé med en eventuel bøde.

- Jeg venter på, hvad resultatet bliver. Hvordan straffer man et land? Det er svært for IOC at straffe et land, hvis man overhovedet skal straffe et land.

- Har IOC mulighed for at tildele et land en bøde? Det kunne de to parter blive enige om, men IOC har ikke bemyndigelse til at uddele bøder.

- Det står der intet om i IOC's regler. Og jeg er også imod bøder, fordi de ikke hjælper noget, lyder det fra McLaren.

Det ventes, at IOC, som mødes i Lausanne fra tirsdag til torsdag, vil komme med en officiel afgørelse tirsdag aften omkring klokken 19.30.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx