02/10-17 16:22; Opdateret: 02/10-17 16:39

Ministre: Ekstra soldater i Afghanistan er ren egeninteresseMinistre: Ekstra soldater i Afghanistan er ren egeninteresse

Yderligere 55 soldater sendes til Kabul, og det kan dæmme op for terrorisme og migrantstrømme ifølge ministre.

København. Der er nikket endeligt ja til, at Danmark sender cirka 55 soldater til Afghanistan for at bistå de folk, der allerede er udsendt.

De skal hjælpe de knap 100 soldater, der allerede er udsendt, med sikrings og eskortekørsel fra staten af det nye år.

Alternativet er, at militante bevægelser som Islamisk Stat vinder frem på slagmarken, lyder det samstemmende fra forsvarsministeren og udenrigsministeren.

- Vi stiller yderligere folk til rådighed til eskortekørsel. Det gør vi, fordi vi vurderer, at alternativet er, at alt falder sammen, og Isil og al-Qaeda og hvem der nu er, kommer til at overtage, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

Han bruger en anden betegnelse for Islamisk Stat.

- Det vil føre til yderligere kollaps og masser af migrantstrømme, og det skal vi forsøge at forebygge, siger udenrigsministeren efter at have orienteret Udenrigspolitisk Nævn om missionen på Christiansborg.

Det er ikke muligt at sige, hvor lang tid danske soldater skal være indsat i Afghanistan, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

- Det er der ikke taget stilling til, og det kan vi heller ikke med god ret sige. Det vil være det samme som at sende et signal til terroristerne om, at de bare skal holde ud, og så er der fri bane.

- Det er mere end nogensinde påkrævet, at vi gør, hvad vi kan for at hjælpe den afghanske regering, for mig at se er det ren egeninteresse, siger han.

Soldaterne udsendes i starten af det nye år for at styrke træning og rådgivning af de lokale sikkerhedsstyrker.

De skal stå for beskyttelsen og sikre transporten af eksempelvis rådgivere og undervisere til de afghanske institutioner i hovedstaden Kabul.

En dansk rådgiver og tre danske sikringssoldater blev i sidste weekend angrebet af en kørende selvmordsbomber i Kabul.

- Den tragiske hændelse med et selvmordsangreb mod den danske kolonne forrige søndag understreger, at der fortsat er behov for at støtte afghanerne i deres arbejde på at skabe fred og sikkerhed, uddyber Claus Hjort Frederiksen i en pressemeddelelse.

Fra starten af 2015 overtog de afghanske nationale sikkerhedsstyrker det fulde ansvar for sikkerheden i Afghanistan.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx