15/11-17 14:15; Opdateret: 15/11-17 16:31

DF trækker sig fra blåt samarbejde i Region SjællandDF trækker sig fra blåt samarbejde i Region Sjælland

Dansk Folkeparti trækker sin støtte til blå bloks kandidat og afviser ikke at pege på Socialdemokratiets.

København. Dansk Folkeparti forlader fællesgruppen med de blå partier i Region Sjælland.

Det sker under en uge inden kommunal- og regionsrådsvalget, skriver TV2 Øst.

- Det er et spørgsmål om at vise respekt over for vores samarbejdspartnere, og det er så det, vi gør nu.

- Tak for fire års godt samarbejde, nu har vi så behov for at søge andre samarbejdspartnere, siger Peter Jacobsen (DF).

Han mener, at der er behov for forandringer og vil derfor træde ud af samarbejdet med blå blok, som valgte at konstituere sig sammen med De Radikale i 2013.

Store udfordringer i regionen kræver et bredere samarbejde og mulighed for at kunne manøvrere både til højre og venstre i salen.

Han afviser, at der er tale om valgretorik, og at DF alligevel vil konstituere sig med de gamle samarbejdspartnere efter valget.

- Det er endegyldigt slut, siger Peter Jacobsen.

Dansk Folkeparti går selv efter formandsposten. Men er ikke afvisende over for at pege på den socialdemokratiske kandidat til formandsposten i regionen, Heino Knudsen.

- Vi går målrettet efter regionsrådsposten. Men for os er det ikke et mål i sig selv, men også at kunne føre en politik, som gør en forskel.

- Så må vi jo se, hvis vi ikke kan få formandsposten, hvem der vil kunne leve op til de krav, vi har. Og så er det i givet fald der, vi må lægge vores lod, siger Peter Jacobsen.

Dermed fører den socialdemokratiske kandidat til regionalrådsvalget på point, slår han fast.

Dansk Folkeparti er dog fortsat i valgforbund med Venstre.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx