22/11-17 13:42

FN-chef kalder Mladic-dom sejr for retfærdighedFN-chef kalder Mladic-dom sejr for retfærdighed

Ratko Mladic, som onsdag er idømt livstid for sine forbrydelser, er "indbegrebet af ondskab", siger FN-chef.

Haag. Den tidligere bosnisk-serbiske hærleder Ratko Mladics livstidsdom for forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab er "en betydningsfuld sejr for retfærdigheden".

Det mener FN's menneskerettighedschef, Zeid Ra'ad al-Hussein.

- Dagens dom er en advarsel til gerningsmænd bag sådanne forbrydelser om, at de ikke kan undslippe retfærdigheden.

- De vil blive holdt ansvarlige, siger han i en udtalelse.

Mladic er blevet kaldt "Slagteren fra Bosnien. Han blev onsdag kendt skyldig i 10 af 11 tiltalepunkter for sin rolle under krigen i Bosnien-Hercegovina, der varede fra 1992 til 1995.

Blandt andet sagde dommer Alphonse Orie, at han "bidrog betydeligt" til folkedrabet i Srebrenica i 1995.

Desuden førte han "personligt" an i bombardementet af Sarajevo under krigen, som samlet kostede 100.000 mennesker livet, mens over to millioner blev tvunget på flugt.

Menneskerettighedschefen kalder den i dag 74-årige Mladic for "indbegrebet af ondskab".

- Mladic stod i spidsen for nogle af de mest dystre forbrydelser, som har fundet sted i Europa siden Anden Verdenskrig.

- Han bragte rædsel, død og ødelæggelse til tusindvis af ofre, og sorg, tragedie og traumer til utallige, siger Zeid Ra'ad al-Hussein.

Menneskerettighedschefen var selv beskyttelsesofficer for FN i det tidligere Jugoslavien fra 1994 til 1996 og oplevede derfor konflikten på førstehånd.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx