21/09-17 08:35

Forbrugerrådet advarer mod gebyrer i nye hæveautomaterForbrugerrådet advarer mod gebyrer i nye hæveautomater

Mens banker lukker hæveautomater, breder en ny type sig. Forbrugerråd advarer om gebyrer på op til 40 kroner.

København. Pas på, hvilken automat du bruger, når du skal hæve penge.

Sådan lyder det fra Forbrugerrådet Tænk, efter at flere udenlandske automater bliver stillet op i Danmark. De danske banker tager nemlig gebyrer på op til 40 kroner, når du hæver her.

- Man kan godt stille spørgsmålstegn ved, om de her meget høje hævegebyrer er på kanten af konkurrencereglerne, siger Troels Holmberg, der er seniorøkonom i Forbrugerrådet, til DR P4 København.

- Gebyrerne må ikke være så høje, at de er ude af trit med de omkostninger, der er ved at producere ydelsen, tilføjer han.

Troels Holmberg mener, at mange danskere slet ikke ved, der er et gebyr, når du hæver i automater i Danmark.

Det er selskabet Euronet, der driver de alternative hæveautomater, hvor danske kunder kan blive opkrævet et gebyr for at hæve en hundredlap.

Gebyret skyldes, at de danske banker ikke samarbejder med Euronet om at tilbyde dankort i automaten, har Country Manager i Euronet, Henrik Nielsen, tidligere forklaret til Ritzau.

Selskabet driver 35.000 pengeautomater i Europa, hvoraf flere end 100 automater er opsat i Danmark.

Euronet har automater i Indre København, Københavns Lufthavn og i mange sommerhusområder, for eksempel på den jyske vestkyst.

Forbrugerrådet anbefaler, at man i stedet benytter hæveautomater med dankortlogo.

Udviklingen sker ifølge DR P4 København, samtidig med at de danske banker på ti år har lukket næsten 700 hæveautomater.

Hvis du er kunde i for eksempel Danske Bank eller Ringkjøbing Landbobank koster det minimum 30 kroner i gebyr at hæve hos Euronet.

Ingen af bankerne har ønsket at stille op til interview, men afdelingsdirektør i Danske Bank svarer DR i en mail.

- Gebyret er det samme, som hvis man hæver i en hæveautomat, der rent fysisk er placeret i udlandet, skriver afdelingsdirektør Mark Namensen til DR P4 København.

Er du kunde i Nordea skal du maksimalt betale otte kroner for at hæve.

- Før tog vi en procent af beløbet, der blev hævet, og minimum 30 kroner. Det gik vi væk fra, fordi vi gerne vil være nemmere at have med at gøre, siger Mads Skovlund Pedersen, der er bankdirektør for privatkundeforretningen i Nordea til DR P4 København.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx