06/12-17 08:30; Opdateret: 06/12-17 09:11

Flere ejendomme røg på auktion i novemberFlere ejendomme røg på auktion i november

Trods en lille stigning i antallet af tvangsauktioner, ligger niveauet historisk lavt, siger økonom.

København. Der har i november været en lille stigning i antallet af tvangsauktioner af ejendomme i Statstidende. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Dermed er antallet af tvangsauktioner i de seneste tre måneder højere end de tre foregående måneder. Det er en forsættelse af tendensen fra tidligere på året, hvor sommermånederne også lå højere end foråret.

- Trods det lidt højere antal tvangsauktioner i efteråret i forhold til sommermånederne, ligger antallet af tvangsauktioner fortsat på et relativt stabilt, lavt niveau, skriver Danmarks Statistik.

Og zoomer man ud og kigger bare få år tilbage, ligger antallet af tvangsauktioner på et relativt lavt niveau, forklarer Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom hos Nordea.

- Antallet af tvangsauktioner er steget den seneste måned, men der er ingen grund til bekymring, siger hun.

- På trods af den seneste måneds stigning i antallet af tvangsauktioner tyder alt på, at 2017 vil gå over i historien som et år, hvor få boligejere fik problemer med deres kreditorer.

Også Nykredits boligøkonom Mira Lie Nielsen ser et historisk lavt niveau.

- Stigningen i november er et mindre bump på vejen, og 2017 har fortsat kurs mod det laveste niveau for tvangsauktioner siden 2007, siger hun.

- Tager man højde for antallet af boliger i dag versus i 2006, hvor der var det lavest målte antal tvangsauktioner, så er antallet ekstremt lavt i dag.

I faktiske tal er det enfamiliehuse, der står for 167 ud af 244 ejendomme, der er sendt på tvangsauktion.

143 af de 244 ejendomme er placeret i Region Sjælland og Region Syddanmark.

Modsat faldt antallet af konkurser blandt "aktive virksomheder" sammenlignet med oktober.

Det betyder, at færre har mistet deres job som følge af konkurser.

Dansk Erhverv mener dog, at omstændighederne burde fordre et endnu lavere antal af virksomhedskonkurser.

- Man ville måske have ventet, at de generelle positive økonomiske konjunkturer ville presse antallet af konkursramte virksomheder nedad, siger økonom Jonas Spendrup Meyer i en skriftlig meddelelse.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx