08/11-17 21:21

Madrid overvejer kommende afstemninger om uafhængighedMadrid overvejer kommende afstemninger om uafhængighed

Spaniens udenrigsminister siger, at en landsomfattende folkeafstemning om uafhængighed kan blive afholdt.

Madrid. Spanien overvejer at gennemføre forfatningsmæssige ændringer, som vil kunne bane vej for folkeafstemninger om uafhængighed i fremtiden, siger landets udenrigsminister, Alfonso Dastis, til BBC.

Dastis siger, at en landsomfattende folkeafstemning om emnet kan blive afholdt.

Udmeldingen er en reaktion på udviklingen i det splittede Catalonien.

Forud for udenrigsministerens udtalelser til BBC havde Spaniens forfatningsdomstol i en kendelse erklæret den nylige afstemning om uafhængighed i Cataloniens nu afsatte parlament for ulovlig.

Forfatningsdomstolen har tidligere kendt afstemningen i Catalonien for forfatningsstridig. Men kendelsen var midlertidig.

Løsrivelsesafstemningen blev boykottet af de fleste parlamentsmedlemmer fra oppositionspartierne. Den blev gennemført trods tidligere retskendelser om, at den var ulovlig.

Ved afstemningen stemte 70 medlemmer for uafhængighed, mens 10 stemte imod. Parlamentet har 135 medlemmer.

Ved en omstridt folkeafstemning i Catalonien 1. oktober stemte over 90 procent for uafhængighed fra Spanien.

Dog var det kun 43 procent af vælgerne, som stemte på valgdagen.

Efterfølgende har der i Barcelona været meget store demonstrationer, hvor demonstranterne råbte slagord for et samlet Spanien og imod løsrivelse.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx