05/09-17 14:23; Opdateret: 05/09-17 14:36

Politiforbund: Penge for overarbejde er ikke langtidsholdbartPolitiforbund: Penge for overarbejde er ikke langtidsholdbart

Socialdemokratiet vil betale betjente for deres overarbejde, men forbund håber på langtidsholdbar løsning.

København. Dansk politi er presset og har de seneste år haft et historisk højt antal overarbejdstimer.

Det er fint at udbetale overarbejdet, som Socialdemokratiet foreslår. Men det er kun en del af løsningen, og der er brug for en langtidsholdbar en, mener Politiforbundet.

- Vi er markant pressede, det tager lang tid at genopbygge politistyrken, det er vi alle sammen opmærksomme på.

- Det er ikke en langtidsholdbar løsning. Men jeg er klar over, at Christiansborg i samlet flok giver Politiforbundet ret efter mange år, hvor vi har sagt, at tingene ikke hang sammen, men nu er enig, siger formand Claus Oxfeldt.

På blot tre år er dansk politis overarbejde steget med over en tredjedel til knap 969.000 timer. Det viser tal fra Politiforbundet.

Tallet for i år svarer til, at mere end 600 fuldtidsansatte politifolk kan holde fri i et år, eller at en større politikreds lukker ned i et år.

Stigningen skyldes bevogtningsopgaver, grænsekontrol og bandekonflikten.

Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, har foreslået, at man udbetaler pengene til de betjente, der vil have penge frem for fritid.

Det skal sikre, at politistyrken ikke bliver affolket.

Mange politifolk føler, de skal vælge mellem arbejde eller familie. Det er en uholdbar løsning, mener Jørgen Jensen, der er foreningsformand på Vestegnen og ansvarlig for arbejdstidsområdet i Politiforbundet.

- Det er ikke der, løsningen ligger. Det er at slukke en brand, man har tændt.

- Vi har et ønske om at holde fri, det er det, de danske politifamilier har brug for. De arbejder rigtig mange weekender og timer, og så har de mere brug for at få en 37 timers arbejdsuge, siger han.

Løsningen er i stedet at få flere politifolk eller at få andre faggrupper til at hjælpe.

De nye politikadetter skulle have aflastet politiet ved grænsen fra september, men er fanget i en strid med staten om arbejdsvilkår.

Forsvaret skal aflaste ved den dansk-tyske grænse i løbet af september, men der mangler endnu en indstilling til, hvordan det skal ske.

Den nye politiskole i Vestdanmark skulle øge antallet af betjente, men det endte i længere tids tovtrækkeri.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx