16/08-17 02:16; Opdateret: 16/08-17 04:42

Toprepublikanere: Hvidt overherredømme er frastødendeToprepublikanere: Hvidt overherredømme er frastødende

Republikanernes formand i Repræsentanternes Hus føler, det er nødvendigt at præcisere præsidentens budskab.

Washington. - Vi må gøre det helt klart. Forestillingen om hvidt overherredømme er frastødende.

Sådan skriver Republikanernes formand for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, på Twitter.

Udmeldingen er en reaktion på præsident Donald Trumps aktuelle kommentarer om weekendens uroligheder i Charlottesville.

Tirsdag understregede præsidenten, at venstreorienterede demonstranter også var voldelige og angreb højrenationalistiske grupperinger under urolighederne.

Præsidenten er blevet kritiseret for ikke klart at have fordømt nynazister, medlemmer af Ku Klux Klan og ekstremister i forbindelse med urolighederne, der kostede en kvinde livet.

Og Donald Trumps partifælle Paul Ryan føler tilsyneladende, at det er nødvendigt at præcisere præsidentens budskab.

- Fordomme er imod alt, hvad dette land står for. Der må ikke være nogen moralsk tvetydighed, skriver Ryan på Twitter.

Marco Rubio, der er republikansk senator, mener heller ikke, at Trump har været god nok til at tage afstand fra hvide nationalister.

- Præsidenten kan ikke tillade, at hvide racister kun påtager sig halvdelen af skylden. De støtter en idé, der har kostet nationen og verden så meget smerte, skriver han på Twitter tirsdag aften.

- Vi kan ikke tillade, at denne gamle ondskab blusser op igen, tilføjer Rubio.

Sammenstødende mellem hvide nationalister og demonstranter begyndte, da de højreorienterede grupper var samlet i byen for at protestere mod fjernelsen af en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee.

FN's generalsekretær, António Guterres, tager ligesom Paul Ryan afstand fra weekendens uroligheder i Virginia.

- Racisme, fremmedhad, antisemitisme og islamofobi forgifter vores samfund, skriver han tirsdag aften på Twitter.

- Vi må rejse os imod dem. Hver gang. Alle steder, tilføjer generalsekretæren.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx