04/10-17 09:03; Opdateret: 04/10-17 09:59

Rusland retter knusende angreb mod syrisk jihadgruppeRusland retter knusende angreb mod syrisk jihadgruppe

Russisk flyangreb dræber førende medlemmer af Nusra-Fronten i Syrien og sårer leder, hævder forsvarsledelse.

Moskva. Et russisk flyangreb i Syrien har dræbt 12 førende medlemmer af Nusra-Fronten og hårdt såret lederen af den islamistiske milits.

Det oplyser det russiske forsvarsministerium.

Ministeriet siger, det har oplysningen fra flere uafhængige kilder.

Luftangrebet tirsdag blev sat i værk, efter at den russiske efterretningstjeneste fandt ud af tidspunktet og stedet for militsens møde. Mødet havde deltagelse af lederen, Abu Mohammad al-Golani.

- Som et resultat af angrebet fik Nusra-Frontens leder, Abu Mohammad al-Golani, flere skader af sprængstykker. Han mistede en arm og er i kritisk tilstand ifølge informationer fra flere uafhængige kilder, siger en talsmand for det russiske forsvarsministerium.

12 kommandanter for militsen og 50 vagter blev dræbt under angrebet, siger han.

Nusra-Fronten blev tidligere anset som en milits, der stod al-Qaeda nær. Men ifølge organisationen selv, brød den forbindelsen sidste år.

Siden 2017 har militsen domineret en koalition af oprørsfraktioner, der kalder sig Tahrir al-Sham.

Koalitionen kontrollerer det meste af provinsen Idlib i det nordvestlige Syrien.

Den amerikanske regering har dog ikke erklæret sig enig i, at Nusra-Fronten har brudt med al-Qaeda. Derfor optræder militsen stadig på listen over terrorgrupper.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx