24/11-17 19:55

EU giver Rusland skylden for fem dræbte i Ukraine.EU giver Rusland skylden for fem dræbte i Ukraine.

Soldaters død tragiske følger af Ruslands aggression i Ukraine, siger EU's præsident, Donald Tusk.

Kijev. I det østlige Ukraine er mindst fem soldater blevet dræbt og fire andre blevet såret i det seneste døgn under den værste vold i området i adskillige måneder. EU giver Rusland skylden for dødsfaldene. Det skriver AP.

- Deres død er blot det sidste bevis på de tragiske følger af Ruslands aggression i Ukraine, siger EU's præsident, Donald Tusk.

Kampe mellem russisk-støttede separatister og ukrainske regeringsstyrker har kostet over 10.000 mennesker livet, siden de blev indledt i 2014.

En våbenhvile aftale fra 2015 har ført til en nedtrapning af volden, men konflikten fortsætter på lavt blus.

- Fastfrosne og væbnede konflikter fortsætter med at forhindre udvikling og skaber nød. EU fordømmer Ruslands aggression og vil aldrig anerkende dets illegale annektering af Krim, hedder det videre i en erklæring fra Tusk.

En repræsentant for landets sikkerheds- og forsvarsråd, Oleksandr Turtjynov, siger, at Rusland har øget sin militære tilstedeværelse i det østlige Ukraine i de seneste dage.

I denne uge har der været stor fokus på en indre magtkamp mellem separatistområdets ledere Igor Plotnitskij og Igor Kornet, der betegnes som områdets indenrigsminister.

Tirsdag tog hundredvis af bevæbnede og camouflageklædte mænd kontrollen over det centrale Luhans. De siges at støtte Kornet, der var blevet afskediget af Plotnitskij.

Russiske medier rapporterer fredag, at Plotniskij er trådt tilbage.

- Lederen af separatistområdet i Luhansk i det østlige Ukraine, Igor Plotnitskij, forlader sin post af helbredsmæssige årsager, rapporterer russiske medier.

Områdets sikkerhedsminister, Leonid Pasetjnik, siger, at han er separatistområdets nye leder.

Rusland afviser beskyldninger fra Ukraine, Nato og EU om, at landet støtter de separatistiske oprørere i det østlige Ukraine.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx