18/10-17 11:02; Opdateret: 18/10-17 13:00

Røvere løb med småkager - får fængsel i fire årRøvere løb med småkager - får fængsel i fire år

Nævningeting i Retten i Odense straffer to unge mænd for hjemmerøveri. Den ene får betinget udvisning.

Odense. To unge gjorde sig skyldige i hjemmerøveri, da de en nat for et års tid siden trængte ind hos en beboer i et rækkehus i Odense. Det konkluderer et nævningeting onsdag.

Udbyttet ved forbrydelsen bestod i en pakke småkager, og straffen er af Retten i Odense fastsat til fængsel i henholdsvis fire år og seks måneder og fire år.

Netop det beskedne udbytte er ifølge anklager Stephanie Reby fra Fyns Politi en medvirkende årsag til, at retten ikke er nået op på fængsel i fem år, hvilket er udgangspunktet i sager om hjemmerøveri.

Den længste straf er givet til 19-årige Matti Agob, der er fra Irak. Samtidig har han fået en betinget udvisning.

- Det er anden gang, oplyser anklageren. Også i en tidligere sag om røveri blev han betinget udvist. Anklageren havde bedt retten om en ubetinget udvisning.

Den anden dømte i sagen er 18-årige Mike Schwartz. Begge overvejer, om de vil anke dommen til landsretten, og også anklagemyndigheden har mulighed for at anke i et forsøg på at få straffen skærpet.

De to havde ikke bare til hensigt at begå indbrud og stjæle, lyder det i nævningetingets kendelse.

Straks de kom ind i rækkehuset, gav de offeret et fældende spark. De må på forhånd have indset, at det var sandsynligt, at nogen var hjemme.

De var desuden parat til at bruge vold, og offeret har fortalt, at der ikke blev vekslet mange ord mellem de to, fastslår retten.

"Skal jeg sprætte dig op", skal den ene have sagt, hvorefter de gennemrodede offerets skuffer og en pung, men uden at finde noget af værdi. Udbyttet var som nævnt nogle småkager.

Folketinget har bestemt, at straffen til de røvere, der trænger ind i private hjem, skal være langt hårdere end hvis røveriet er sket på gaden eller andre steder.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx