01/11-17 14:48

Forsvarer: Tynde beviser i sag mod deltidsbrandmandForsvarer: Tynde beviser i sag mod deltidsbrandmand

Anklagers beviser mod nordjysk brandmand, der anklages for at stå bag 33 brande, er tynde, mener forsvarer.

Hjørring. Der er ingen rygende pistol, der peger på en 34-årig deltidsbrandmand som manden bag 33 påsatte brande i Nordjylland.

Det siger den tiltaltes forsvarsadvokat Jens Christian Christensen, efter at Retten i Hjørring onsdag har indledt sagen.

Anklager Kim Kristensen har ved sagens begyndelse peget på en række tekniske spor, blandt andet oplysninger fra telemaster om den tiltaltes færden og fund af dna-materiale.

Teleoplysningerne viser ifølge anklageren, at den tiltalte har været nær flere af gerningsstederne, kort før der udbrød brand.

Men forsvarsadvokaten er ikke imponeret.

- Der er indicier, der siger, at min klient i nogle tilfælde kan have været i de områder, hvor der udbrød brand.

- Men min klient har fortalt, at han drak for meget og kørte på nogle "spritruter" i de samme områder, hvor der udbrød brand, siger Jens Christian Christensen til Ritzau.

Det forklarer ifølge forsvareren, at den tiltaltes mobiltelefon i flere tilfælde er registreret på telemaster nær gerningsstederne i tiden forud for brandene.

Anklageren fremhæver også fund af et dna-spor, der med ret stor sandsynlighed stammer fra den tiltalte.

Men det er der ifølge forsvarsadvokaten ikke noget usædvanligt i.

- Dna er et bevis, men det blev fundet i forbindelse med en brand, hvor min klient var til stede som brandmand.

- Man kan ikke afvise, at han rører ved noget, når han er ude som brandmand, siger Jens Christian Christensen.

- Som sagen er belyst med det materiale, jeg har set, så mener jeg ikke, at de her indicier løfter bevisbyrden ud over enhver rimelig tvivl, siger forsvarsadvokaten.

Den nordjyske brandmand har på retssagens første dag forklaret, at han kvittede jobbet som VVS'er i slutningen af 2015.

Herefter gik det ned ad bakke på hjemmefronten. Huset røg på tvangsauktion, og forholdet til kæresten gik i stykker.

Det sendte ham ud i et massivt alkoholforbrug, hvor han ofte kørte ud i det blå på sine "spritruter" og også mødte beruset op på bijobbet som deltidsbrandmand.

Der er afsat otte dage til sagen, og der ventes at falde dom 21. november.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx