01/12-17 08:51

Burkaklædte angriber landbohøjskole på profetens fødselsdagBurkaklædte angriber landbohøjskole på profetens fødselsdag

Mens Pakistans muslimer fejrer profetens Muhammeds fødselsdag, har gruppen Tehreek-e-Taliban angrebet skole.

Peshawar. Flere personer klædt i burka har fredag angrebet studenter og vagter på en veterinær- og landbohøjskole i det nordvestlige Pakistan.

11 meldes såret, oplyser politiet, som har stormet bygningen. Angrebet sker, mens profeten Muhammeds fødselsdag fejres i landet.

To vagter og to studenter blev såret, da der blev åbnet ild fredag morgen, skriver nyhedsbureauet AP.

Politichef Salahuddin Mahsud fortæller, at tre gerningsmænd var iført burkaer, som er en heldragt til kvinder.

Efter angrebet blev syv andre såret i en efterfølgende ildkamp. Blandt de sårede er fire sikkerhedsfolk og en journalist, oplyser hospitalskilder.

Sikkerhedsstyrkerne skød og dræbte en af gerningsmændene, som havde søgt tilflugt i en bygning på skolen.

Gruppen Tehreek-e-Taliban Pakistan hævder ifølge det franske nyhedsbureau AFP at stå bag angrebet.

- Vore mujahedinere har angrebet bygningen, fordi den blev brugt som kontor for efterretningstjenesten ISI. Med Guds vilje vil vore krigere kæmpe til sidste blodsdråbe, siger talsmand Muhammad Khurasani i telefoninterview med AFP.

Flere gerningsmænd skal fortsat befinde sig i bygningen.

Et beboelsesområde nær instituttet er evakueret.

Sikkerheden er strammet fredag, da Pakistans muslimske befolkning fejrer profetens Muhammeds fødselsdag.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx