25/09-17 15:52

Romaer kæmper for erstatning efter frihedsberøvelseRomaer kæmper for erstatning efter frihedsberøvelse

Rumænske romaer kræver erstatning for uberettiget frihedsberøvelse, men kravet er forældet, siger politiet.

København. De camperede ulovligt på Amager Fælled i København tilbage i 2010. Det flød med fordærvet mad, tøj og flasker i romaernes teltlejr.

Politiet mente dengang, at foretagendet udgjorde en decideret sundhedsmæssig trussel for København, og på den baggrund valgte man at gennemføre administrative udvisninger af en stribe romaer.

Det vil sige, at personerne blev udvist uden mulighed for at få deres sag prøvet ved en domstol.

Efterfølgende viste fremgangsmåden sig at stride mod både dansk lov og EU's regler, og derfor kræver fem romaer nu erstatning.

- Det, der er groft i denne sag, er, at de er EU-borgere. Man tog dem bare i nakken og smed dem ud og sagde, at det var fordi, forholdene var så uhygiejniske, siger romaernes advokat, Bjørn Dilou Jacobsen.

- Men det skal være epidemilignende forhold, før det kan være gældende, mener han.

I Østre Landsret anførte advokaten mandag, at de fem romaer bør kompenseres for den uberettigede frihedsberøvelse, der fandt sted 6. og 7. juni 2010. Kravet lyder på 6400 kroner til hver i erstatning fra Rigspolitiet.

Men påstanden om et erstatningskrav bliver manet til jorden af Rigspolitiets advokat, Jacob Pindborg.

- Kravet er forældet. Og så er sagen ikke meget længere end det. Man er kommet for sent med stævningen, siger Jakob Pindborg.

Et langt og indviklet sagsforløb ligger ifølge Bjørn Dilou Jacobsen til grund for, at sagen først er rejst nu. Han mener, at fristen for erstatningskravet kan forlænges med henvisning til romaernes ringe økonomiske kår.

I alt er der tale om 23 romaer, der ulovligt blev udvist for at campere på både Amager Fælled og i et nedlagt postværksted i Njalsgade på Amager.

Det var Udlændingeservice, der 7. juni 2010 tog den endelige beslutning om udvisning, der dog blev annulleret af Integrationsministeriet året efter.

Romaerne er EU-borgere, og deres forbrydelse ligger ifølge ministeriet under bagatelgrænsen for, hvad man administrativt kan udvise en EU-borger for, lød det i 2011 fra ministeriet.

Spørgsmålene om forældelse og erstatning afgøres 16. oktober, når Østre Landsret ventes at afsige dom.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx