26/11-17 18:22

Nødhjælp når yemenitisk havneby efter flere ugers blokadeNødhjælp når yemenitisk havneby efter flere ugers blokade

En borgerkrig i Yemen har kastet landet ud i dyb krise. 10.000 har mistet livet, og syv millioner sulter.

Dubai. Et skib med 5500 ton mel har søndag lagt til kaj i den yemenitiske havneby Hodeidah.

Det er det første skib med nødhjælp i flere uger, som får lov at nå det krigshærgede land.

En koalition, som sunnimuslimske Saudi-Arabien står i spidsen for, har nemlig blokeret for adgangen til nødhjælp de seneste uger.

Konflikten brød for alvor ud i landet, da shiamuslimske houthi-oprørere tog kontrol over hovedstaden Sanaa i 2014. Houthierne kontrollerer også Hodeidah.

Saudiaraberne har været involveret i konflikten siden 2015 og støtter Yemens præsident, Abd Rabbu Mansur Hadi.

De hævder sammen med USA, at Iran - som også er shiamuslimsk - støtter houthierne blandt andet med våben. Det nægter iranerne.

Blokaden blev udløst af et missil, som ifølge en amerikansk general blev fyret af sted mod Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, af de yemenitiske oprørere.

Ifølge USA's militær var missilet, som blev skudt ned, iransk.

Nødhjælpsorganisationer har sagt, at blokaden har gjort den humanitære krise i landet værre.

Krigen har betydet, at omkring syv millioner personer sulter. Og flere end 10.000 har mistet livet.

Ifølge Red Barnet stiger antallet af børn under fem år, som er alvorligt fejlernærede, hver måned med 20.000. Det svarer til 27 børn per time i snit.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx