02/12-17 18:09

Redaktør: Skattesejr letter pres på Trumps tyngede skuldreRedaktør: Skattesejr letter pres på Trumps tyngede skuldre

Trump belastes mere og mere i Rusland-sagen, men skattereform letter presset en anelse, vurderer Anders Agner.

Washington D.C.. Senatets vedtagelse af en historisk skattereform lørdag morgen dansk tid giver den amerikanske præsident et pusterum.

Men der hviler stadig et "tonstungt pres" på præsidentens skuldre på grund af anklagen om kontakt til Rusland under valgkampen sidste år.

Det siger Anders Agner, redaktør på netmediet kongressen.com.

- Nu kan han sætte flueben ved et stort politisk valgløfte, så han lige for en stund får lidt medvind i en tid, hvor der nærmest konsekvent har været modvind.

- Men der hviler stadig et tonstungt pres på Trump på grund af Rusland-historien, siger Anders Agner.

Presset er ikke blevet mindre af, at præsidentens tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynn fredag erklærede sig skyldig i at have løjet for FBI.

Han fortalte ikke sandheden om, hvad han havde talt med den russiske ambassadør Sergej Kisljak om under valgkampen.

- Det er Jared Kushner (den amerikanske præsidents svigersøn, red.), som blikket rettes på i kølvandet på Flynns tilståelse, siger Anders Agner

Han henviser til, at det ifølge flere amerikanske medier var Kushner, der gav Flynn ordre til at kontakte russiske embedsmænd.

- Der er ikke mange, der ved deres sansers fulde brug vil tro på, at Kushner har handlet om noget så centralt, uden at hans svigerfar har været vidende om det.

- Derfor bliver den her sag mere og mere alvorlig for præsidenten, for hver dag der går, siger Anders Agner.

Donald Trump har lørdag gentaget sin afvisning af, at der var noget samarbejde mellem hans valgkampteam og Rusland under præsidentvalget.

- Det er den linje, han har lagt fra starten, og den vil vi se ham holde fast i. Nemlig at det er én stor heksejagt på ham og hans nærmeste, og at han overhovedet ikke har gjort noget galt, siger Anders Agner.

Hvis republikanerne og Trump ikke havde fået grønt lys i Senatet til skattereformen, ville det ifølge USA-kenderen havde været katastrofalt for præsidenten.

- Var det faldet til jorden, så havde vi haft en situation, hvor republikanerne intet havde udrettet politisk i 2017.

- Det havde været katastrofalt, hvis det her ikke var landet. Så der er mange republikanere, der ånder lettet op i Washington i dag, siger Anders Agner.

Det andet kammer i den amerikanske kongres, Repræsentanternes Hus, har allerede vedtaget deres version af skattereformen, der medfører lavere skat for velhavere og selskaber.

De to kamre skal nu forhandle sig frem til én samlet version, før de begge kan stemme om den endelige tekst, der skal sendes til underskrift hos præsidenten.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx