03/11-17 18:53; Opdateret: 03/11-17 20:36

Ung mand død efter skyderi i TingbjergUng mand død efter skyderi i Tingbjerg

En 20-årig mand, der blev skudt i sin bil, er blevet den københavnske bandekonflikts andet dødsoffer.

København. En 20-årig mand er død, efter at han natten til fredag blev ramt af skud i Tingbjerg i det nordvestlige København.

Det oplyser politiet fredag aften på Twitter.

Skyderiet fandt sted omkring klokken 02.30 i krydset mellem Åkandevej og Ruten. Da betjente kort efter ankom til stedet, fandt de en bil liggende på taget.

- I bilen sidder en person, der er ramt af skud. Han er i svær kritisk tilstand. Ved siden af bilen står en passager. Han er uskadt, fortalte vicepolitiinspektør Dannie Rise tidligere fredag.

Nu er offeret altså afgået ved døden, oplyser politiet, som ikke har yderligere kommentarer.

Ifølge vicepolitiinspektøren affyrede gerningsmanden eller gerningsmændene tilsyneladende skud mod den kørende bil, og i den forbindelse mistede den 20-årige herredømmet over bilen.

Bilen ramte en mur og væltede om på taget.

Offeret er kendt fra bandemiljøet, og politiet mener, at skuddene faldt som led i den verserende bandekonflikt.

Dermed er den 20-årige konfliktens andet dødsoffer på tre dage.

Tirsdag aften blev et 30-årigt medlem af Brothas dræbt i en skudepisode ved Mjølnerparken. To andre mænd blev såret - heraf en alvorligt.

Ifølge Ekstra Bladet er offeret for fredagens skyderi ikke registreret som LTF-medlem hos politiet. Men det er hans to brødre.

Efter skyderiet natten til fredag så vidner en hvid eller lys bil køre fra stedet. Muligvis er der tale om en hvid Audi S4, der en time efter angrebet blev fundet brændende på en parkeringsplads i Taastrup.

- Det er almindeligt kendt, at de efter skyderier kører ud og brænder deres biler af, forklarede Dannie Rise tidligere fredag.

Det skete formentlig også efter skyderiet ved Mjølnerparken tirsdag. Her blev en bil brændt af i Lyngby få timer senere.

På et pressemøde fredag formiddag forsikrede Københavns Politidirektør, Anne Tønnes, at politiet sætter massivt ind for at garantere sikkerheden.

Hun mener dog ikke, at de sidste par dages skyderier er udtryk for en eskalering af bandekonflikten.

- Man kan altid vurdere frem og tilbage, om det er en eskalering. Men det er en meget alvorlig situation, sagde politidirektøren på pressemødet, som blev holdt, før den 20-årige afgik ved døden.

- Vi kan ikke give nogen garantier, når der er tale om så voldsparate personer. Men vi gør, hvad vi kan, for at bekæmpe det her bandeuvæsen. Det er Københavns Politis topprioritet, fortsatte hun.

Efter tirsdagens drab på Nørrebro har flere lokale efterspurgt øget tilstedeværelse af politi.

Politidirektøren har lyttet og forsikrer om, at det i den kommende tid vil blive svært at færdes på gaden uden at møde betjente.

- Vi har allerede fodpatruljer i både Mjølnerparken og det øvrige Nørrebro. Vi har mange flere betjente på gaden, end vi ellers har haft, sagde hun på pressemødet.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx