07/11-17 14:10

Skuffede investorer sender Mærsk-aktier ned med seks procentSkuffede investorer sender Mærsk-aktier ned med seks procent

A- og B-aktien hos A.P. Møller - Mærsk falder næsten seks procent klokken 14 efter regnskab med skuffelser.

København. Aktierne i A.P. Møller - Mærsk tager sig noget af en nedtur tirsdag eftermiddag efter et regnskab, der skuffede analytikerne.

Både A- og B-aktien falder næsten seks procent kort før klokken 14.

- Kvartalet var rodet, og resultaterne var ikke, som vi håbede. Desuden er Mærsk-ledelsen ikke så optimistisk om fremtiden, som den har været, siger Michael Friis Jørgensen, chefaktieanalytiker i Alm. Brand.

A.P. Møller-Mærsk er på vej igennem store forandringer, og som konsekvens er konglomeratets prognose for 2017-resultatet justeret i tirsdagens kvartalsregnskab.

Nu venter Mærsk-gruppen et "positivt" underliggende resultat af den fortsættende forretning. Tidligere lød forventningen på et større overskud end de 0,7 milliarder dollar, der blev tjent i 2016 i den samlede Mærsk-forretning.

- Regnskabet er overordnet set en pil ned, da Maersk Lines resultater ikke er så gode, som man kunne have forventet.

- Og når man samtidig nedjusterer forventningerne til hele året, så vil det blive taget negativt op af markedet, siger aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank til Ritzau Finans.

For A.P. Møller-Mærsk-koncernen som helhed byder kvartalet på et syngende minus på 1,5 milliarder dollar, svarende til 9,6 milliarder kroner.

Det skyldes nedskrivninger af værdierne i olie- og energidivisionen, som enten er blevet solgt fra, eller er på vej til at blive det.

Klokken 14 falder Mærsk B-aktien 5,6 procent til 11.380 kroner, mens A-aktien dykker 5,3 procent til 11.020 kroner.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx