26/10-17 13:57

Ekspert: Papirer kan så tvivl om opklaring af Kennedy-mordEkspert: Papirer kan så tvivl om opklaring af Kennedy-mord

Nye oplysninger om mordet på præsident Kennedy kan ifølge USA-ekspert belaste efterretningstjenesterne.

København. Torsdag ventes tusindvis af hidtil hemmeligstemplede dokumenter om mordet på præsident John F. Kennedy offentliggjort.

Papirerne kommer ifølge en dansk USA-ekspert næppe til at ændre de hidtidige konklusioner om, hvem der stod bag skuddrabet.

Men de kan så tvivl om, hvordan amerikanske efterretningstjenester håndterede opklaringen af sagen.

- Min forventning er, at de ting, der kommer frem, ikke så meget handler om selve mordet, men mere om hvordan opklaringen er blevet fejlbehandlet af diverse efterretningstjenester, siger adjunkt Anne Mørk, Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.

Det drejer sig om cirka 3600 hemmeligstemplede dokumenter om skuddrabet, der rystede verden for snart 54 år siden.

I 1992 underskrev daværende præsident George H.W. Bush en lov om, at papirerne skulle offentliggøres senest 25 år efter - og den tidsfrist udløber torsdag.

Præsident Trump bebudede forleden på det sociale medie Twitter, at dokumenterne vil blive frigivet.

En kommissionsundersøgelse slog i sin tid fast, at Lee Harvey Oswald, en 24-årig veteran fra marineinfanteriet, affyrede de dødelige skud mod præsidenten.

Men der er aldrig kommet klarhed omkring Oswalds motiv, ligesom han aldrig erkendte forbrydelsen, før han efter to dage i politiets varetægt selv blev dræbt.

- Det bliver formentlig ikke den store afsløring af, hvad der i virkeligheden skete den dag, da Kennedy blev myrdet, sådan som nogen måske går og håber på, siger Anne Mørk.

- Men der kan måske komme noget frem om nogle af de ting, som den daværende kommission måske søgte at dække over.

- Det kan eksempelvis handle om dårlig håndtering af opklaringsarbejdet, eller hvorvidt mordet måske kunne have været undgået, siger hun.

Trump har besluttet, at papirerne skal lægges frem for offentligheden. Og det kan han have en klar interesse i, vurderer Anne Mørk.

- Trump anser de amerikanske efterretningstjenester som en potentiel fjende, der kan være med til at vælte ham som præsident.

- Hvis han med de her dokumenter kan fremlægge beviser for, at de har spillet en rolle i forbindelse med mordet eller med at dække over nogen, så vil det klart styrke Trump, siger Anne Mørk.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx