05/12-17 15:33

Letland sender danske floorballkvinder ud af VMLetland sender danske floorballkvinder ud af VM

Efter tre gruppesejre på stribe blev Letland endestationen for Danmark i playoffrunden ved VM.

Bratislava. Det danske kvindelandshold i floorball er ude af VM i Slovakiet efter et nederlag på 1-4 til Letland i playoffrunden.

Dermed avancerer letterne til kvartfinalerne, mens Danmark altså er ude af turneringen.

Letterne havde tabt alle tre kampe i gruppe A med en målscore på samlet 6-23, men ved floorball-VM er det sådan, at de stærkeste nationer er i grupperne A og B, mens de svageste nationer er i gruppe C og D.

De to dårligste i grupperne A og B møder så nummer ét og to fra gruppe C og D, hvor Danmark vandt sin gruppe, om fire kvartfinalepladser.

Danmark var bagud 0-1 efter første periode mod letterne og 0-3 efter anden periode, og dermed var det op ad bakke i sidste periode.

Det blev også 0-4, førend Cecilia Di Nardo fik scoret et trøstmål til slutresultatet 1-4.

Nanna Sørensen fra den danske andenkæde blev efterfølgende kåret til den bedste danske spiller i kampen.

Letland skal i kvartfinalen møde Sverige, som er en stormagt inden for floorball.

Svenskerne har vundet VM-guld fem gange på stribe og avancerede fra gruppe B med tre sejre ud af tre og en målscore på hele 52-7.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx