25/10-17 13:22

FCM henter MLS-erfaren målmandFCM henter MLS-erfaren målmand

Den amerikanske målmand Bill Hamid slutter sig til FC Midtjylland til nytår. Han er hentet på en fri transfer.

Herning. Alka Superligaens førerhold, FC Midtjylland, opruster på målmandsposten.

Klubben har skrevet kontrakt med den 26-årige amerikanske målmand Bill Hamid, som til nytår stempler ind i FCM-truppen på en fri transfer.

Det skriver FCM på sin hjemmeside.

Hamid har spillet 200 kampe for Major League Soccer-klubben DC United samt tre A-landskampe for USA. I 2014 blev han kåret til den bedste målmand i MLS.

Med tilgangen af Hamid har midtjyderne fire målmænd i truppen, men han er hentet til, fordi reservekeeper Michael Falkesgaard er på vej væk.

- Michael Falkesgaard har fået en mulighed for at komme til udlandet, og den mulighed har vi givet ham chancen for at forfølge, siger sportschef Svend Graversen til hjemmesiden.

- Derfor ser vi det som rettidig omhu at hente en god målmand i Bill Hamid allerede nu og så endda på en fri transfer.

I øjeblikket er Jesper Hansen førstevalget mellem stængerne, men ifølge sportschefen er det vigtigt at fastholde konkurrencen på målmandsposten, hvor også Oliver Ottesen slår sine folder.

- I en klub som FC Midtjylland skal vi have tre stærke målmænd, som er i en konkurrencesituation, så vi er tilfredse med at have sikret fremtiden i en transferfri løsning, allerede inden vinduet åbner til januar, siger Svend Graversen.

Hamid støder til klubben 1. januar og har fået en kontrakt på fire og et halvt år.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx