23/10-17 10:08; Opdateret: 23/10-17 10:34

Lolland er træt af udsultning og kræver flere statslige jobLolland er træt af udsultning og kræver flere statslige job

Siden kommunalreformen har Lolland mistet 600 statslige og regionale job. Det skal ændres, siger borgmester.

Maribo. Det er indlysende, at Lolland Kommune ligger nummer sidst af 98 kommuner, når borgerne bedømmer, hvor tilfredse de er. For Lolland er længe blevet udsultet for job, og derfor skal Lolland stå forrest, når nye statslige job flytter til provinsen.

Det mener Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), om kommunens bundplacering. Den fremgår af rapporten "Markedsindsigt i de danske kommuners udvikling" fra firmaet Exometrics.

- I Lolland Kommune er vi hårdt ramt af den centraliseringsbølge, der har kørt de seneste 20 år. Det giver vores borgere udtryk for. Det kan jeg høre, når jeg kommer rundt, siger Holger Schou Rasmussen.

- Derfor har jeg sat en dagsorden, der hedder "Danmark i balance". Siden kommunesammenlægningen har vi mistet 600 statslige og regionale arbejdspladser. Det har betydning for, hvordan borgerne ser deres muligheder.

På listen topper Frederiksberg og Københavns rige omegnskommuner: Hørsholm, Dragør og Gentofte. Så følger kommunerne Rødovre og Ishøj fra Københavns Vestegn samt Solrød.

Spørgsmål: Du håber, at Lolland står først, når de næste statslige arbejdspladser fordeles?

- Ja. Alt andet vil være helt urimeligt. Vi er den kommune, som har mistet allerflest statslige arbejdspladser. Så bør vi stå øverst, når der skal fordeles nye statslige arbejdspladser, siger Holger Schou Rasmussen.

Centraliseringen har støvsuget offentlige job på politistationer, dommerkontorer og skoler. Samtidig mistede kommunen mange private job, da skibsværftet lukkede i Nakskov.

Borgmesteren påpeger, at skibsværftet lukkede for mange år siden.

Samtidig flytter mange mennesker, som lever af offentlige overførsler, til kommunen. Nogle sendes af sted med hjælp fra hjemkommunen, oplyser Holger Schou Rasmussen.

- Det foregår stadigvæk. Punktum, siger Lollands borgmester.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx