22/08-17 17:32; Opdateret: 22/08-17 18:17

Forurenede æg er sporet til flere landeForurenede æg er sporet til flere lande

Insektmidlet fipronil er fundet i æg fra yderligere tre lande, meddeler Fødevarestyrelsen.

København. Der er nu også fundet rester af insektmidlet fipronil i æg fra Frankrig og Polen samt æggepulver fra Ukraine. Det oplyser Fødevarestyrelsen.

Den europæiske æggeskandale har tidligere begrænset sig til forurenede æg fra Holland og Belgien.

Fødevarestyrelsen udvider på den baggrund sin efterforskning af æggeskandalen til alle lande.

- Det er en sag, der fortsat udvikler sig, og fundet i dag er ikke det, som vi havde håbet på, siger beredskabschef i Fødevarestyrelsen Nikolas Hove.

Styrelsen har holdt et møde med erhvervsorganisationerne Landbrug & Fødevarer og Dansk Industri.

Organisationerne opfordrer deres medlemmer til at sikre sig mod ulovlige råvarer ved at bede om leverandørerklæringer fra alle leverandører - ikke blot leverandører fra Holland og Belgien.

Ifølge styrelsens hjemmeside udvider de nye fund ikke kun mængden af lande, men også tidshorisonten i skandalen. Det ukrainske æggepulver blev købt af en dansk virksomhed allerede i august 2016.

Hidtil har man troet, at de forurenede æg kun er blevet solgt fra 1. januar 2017 og frem.

De forurenede æg fra Polen blev fundet i Tyskland, æggene fra Frankrig blev fundet i Belgien, og æggepulveret fra Ukraine blev fundet i Finland.

Hvorvidt der dukker forurenede æg op fra flere lande, tør Nikolas Hove endnu ikke spå om.

- Det er for tidligt i efterforskningen at sige noget om, hvor sagen vil ende henne, siger han og fortsætter.

- Enhver fødevarevirksomhed skal vide, hvor deres fødevarer kommer fra, og hvor de sender dem hen. De oplysninger bruger vi til minutiøst at gå leverandørkæderne igennem, siger Nikolas Hove.

EU-Kommissionen har på baggrund af de nye fund rettet henvendelse til myndighederne i Polen og Frankrig. Kommissionen har endnu ikke henvendt sig til de ukrainske myndigheder.

Fundet ændrer ikke på Fødevarestyrelsens anbefalinger.

Styrelsen understreger, at både æg og æggeprodukter er ufarlige at spise, og at der heller ikke er fundet fipronil i æg fra danske ægproducenter.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx