24/08-17 10:03; Opdateret: 24/08-17 12:19

FDM: Lavere bilafgifter vil slå igennem på priserneFDM: Lavere bilafgifter vil slå igennem på priserne

Hos FDM forventer man, at lavere bilafgifter vil komme bilkøbere fuldt og helt til gode. Det viser historik.

København. Regeringen vil ifølge Politiken sænke registreringsafgiften for personbiler, så den fremover bliver 100 procent af bilens pris.

Det vil i givet fald betyde en markant afgiftssænkning, særligt for biler med en indkøbspris over 100.000 kroner.

Og bilkøberne kan godt forvente, at afgiftssænkningen vil afspejle sig i de fremtidige bilpriser frem for at havne i lommerne på producenter eller forhandlere.

Det mener Allan Skytte Christensen, der er forbrugerøkonom hos FDM.

- De seneste to gange, hvor afgifterne er ændret, har jeg været inde for at tjekke listepriserne før og efter.

- Og i begge tilfælde har jeg kunnet konstatere, at afgiftsnedsættelserne med enkelte undtagelser slog igennem fuldt ud, siger han.

Også leasingpriserne bør falde med en lavere registreringsafgift, selv om regnestykket er lidt mere kompliceret her.

Til gengæld bliver brugtbilmarkedet ikke berørt i samme omfang.

- Nyere brugte biler vil komme under prispres. Men erfaringerne fra tidligere viser, at priserne på tre til fire år gamle biler ikke rykker sig væsentligt, blandt andet fordi omkring halvdelen af deres værdi allerede er tabt, siger Allan Skytte Christensen.

Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen, der formidler brugte biler, er af samme opfattelse.

Han har også konstateret, at bilfabrikker og bilimportører blandt andet i forbindelse med afgiftssænkningen fra 180 til 150 procent i 2015 holdt sig skindet, hvad angår prisstigninger.

- Forhandlerne satte ret hurtigt priserne ned med beløb svarende til afgiftssænkningen. Inden for tre måneder var markedet igen normaliseret, siger han.

Han opfordrer Folketinget til at forhandle en aftale på plads så hurtigt som muligt for at undgå, at alt for mange udskyder et eventuelt køb af ny bil.

- Der er en reel fare for, at handlen går i stå, hvis det trækker ud, og det vil gøre ondt på branchen, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx