28/08-17 18:11

Tusindvis af Houston-borgere finder ly i nødcentreTusindvis af Houston-borgere finder ly i nødcentre

Frivillige opfordres af Houston-borgmester til at hjælpe i krise. Folk kan blandt andet donere mad og bleer.

Houston. Cirka 5500 mennesker fra den amerikanske storby Houston i Texas er blevet indkvarteret i nødcentre på grund af et uvejr, der har skabt kaos og voldsomme oversvømmelser siden lørdag.

Det tal ventes at stige dramatisk, lyder det fra Houston-borgmester Sylvester Turner.

- Folk, der måske ikke var i en krisetilstand i går, vil måske havne i krise i dag, siger Turner ifølge nyhedsbureauet dpa.

Han beder samtidig frivillige om at hjælpe myndighederne. Det kan blandt andet ske ved at donere mad, tøj og bleer til Røde Kors.

- De (Røde Kors, red.) har brug for alt, siger Sylvester Turner på pressemødet mandag.

2000 mennesker er blevet reddet fra vandmasserne, men mange venter stadig på hjælp. Flere af dem har søgt op på hustage i håb om at blive samlet op af redningsfolk.

Ifølge politichef Art Acevedo er der mandag morgen lokal tid 185 "presserende forespørgsler om hjælp". Målet er at redde dem i løbet af dagen.

I alt har myndighederne fået omkring 6000 nødopkald.

Millionbyen Houston i den sydlige amerikanske delstat Texas er blevet hårdt ramt af vejrsystemet Harvey, der ikke vil slippe området.

Da Harvey gik i land i lørdags dansk tid, var systemet en kategori fire orkan. Nu er den en tropisk storm, som bliver ved med at sende store mængder regn ned over Texas.

Der er tale om en historisk voldsom orkan og storm - den værste i Texas i 50 år - og det bliver kun værre i de kommende dage.

Floderne er i forvejen oversvømmede, og det tvang mandag myndighederne til at frigive vand fra byens reservoirer til floden Buffalo Bayou, hovedvandåren igennem Houston.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx